Efter voldsom rutchetur: Forskningscenter overlever

Center for Selvmordsforskning, som Social- og Indenrigsminister Astrid Krag (S) ville lukke, får nu lov til at fortsætte i Odense.

Center for Selvmordsforskning får lov til at fortsætte i Odense.

Det blev fredag besluttet, efter en periode hvor centerets fremtid har hængt i en meget tynd tråd. 

- Det har været en frustrerende rutchetur. Det har det været igennem mange måneder, så det er rigtig rart at få en afklaring, og heldigvis til det gode, siger Christina Petrea Larsen, der er konstitueret centerleder.

Hun fortæller fredag, at centerets bestyrelsesformand blev ringet op og fik meldingen om, at lukningen er aflyst. 

- Vi har ikke fået så meget at vide endnu. Fra nu af skal vi have styr på de formelle krav, og hvordan vi skal organisere os fremadrettet, siger Christina Petrea Larsen. 

Skal opfylde nye krav

Med beskeden om, at medarbejderne på Center for Selvmordsforskning kan beholde deres job, hører også nye krav.

Blandt andet skal forskningen på stedet leve op til skærpede krav i en ny resultatkontrakt. 

- Jeg synes, det er fornuftigt, at man får lavet nye kvalitetskrav, der sikrer forskning på højt niveau, siger Jane Heitmann (V), der er psykiatriordfører og formand for blandt andet Sundheds- og Ældreudvalget. 

Hun har kæmpet imod lukningen af centeret. 

- Det glæder mig meget, at det får lov til at fortsætte, siger hun.

Oversigt

    Oversigt