Et skridt nærmere: Sygeplejersker i ambulancer

Hvis du bliver så syg, at du skal flyttes fra ét hospital til et andet, så kan det snart være sygeplejersker, der tager sig af dig i ambulancen.

Mandag besluttede det præhospitale udvalg i Region Syddanmark at arbejde videre med muligheden for at erstatte ambulancebehandlere med anæstesisygeplejersker i såkaldte interhospitale ambulancer. Det skriver DR Syd.

Det glæder udvalgsformand Thyge Nielsen fra Venstre. Det vil nemlig frigive arbejdskraft, der kan bruges andre steder, mener han.

 - For eksempel hvis man skal transportere en patient fra Esbjerg til København, så beslaglægger det jo to mand i otte timer. Der kunne det godt være, at det ville være lige så smart at sætte en sygeplejerske om i bårerummet, mener han.
 

3F har kritiseret idéen, mens Dansk Sygeplejeråd har forsvaret den. De to faglige organisationer er uenige om, hvorvidt sygeplejeskerne har evner til at arbejde i ambulancer. Men der er ingen grund til bekymring på det felt, siger Thyge Nielsen.

 -Det er specialuddannede anæstesisygeplejersker, som bagefter skal have uddannelse i at være med til transport. Det er jo ikke noget nyt, at vi bruger sygeplejersker i vores præhospital, for det har vi jo før gjort i akutbiler, fortæller han.
 

Nu skal Præhospitalsudvalget i yderligere dialog med ambulanceselskaberne, inden der udearbejdes et færdigt forslag, som regionsrådet skal tage stilling til.

Oversigt

    Oversigt