I det fynske folks tjeneste

Flere centre lukker: Kom med indenfor i nyt lyntestcenter på Fyn

Mellem Bilka og Rosengårdcentret kan du fra på mandag blive lyntestet for coronavirus i nyt testcenter. Flere andre centre lukker, men den samlede kapacitet øges. 

01:09

Selv om lokalerne er tomme, vil de være klar mandag, forsikrer direktøren.  Video: Fotograf: Mikkel Skov Svendsen Redigering: Jonas O. Mattsson

Fra i næste uge vil der på Fyn kun være to stationære lyntestcentre, hvor det er muligt at blive testet for coronavirus uden at skulle bestille tid.

Læs også Overblik: Disse restriktioner fortsætter hele vinteren

Fredag fik TV 2 Fyn lov til at komme med ind i et af de nye testcentre på Ørbækvej i det sydøstlige Odense, som fra mandag åbner dørene. Det er Carelink, som overtager opgaven fra Falck.

- Jeg anser lyntest som helt afgørende for, at vi får brudt smittekæderne. Det er simpelthen så vigtigt, at folk kommer ned og får taget disse test løbende hele tiden, siger Brian Rosenberg, der er direktør i Carelink.

- Hver dag kommer der nogen i vores centre, som ikke troede, de var smittet, fortæller han.

Selv om lokalerne er tomme, vil de være klar mandag, forsikrer direktøren. 

Hver dag kommer der nogen i vores centre, som ikke troede, de var smittet

Brian Rosenberg

Færre centre - mere kapacitet

På Fyn er flere end 100 Carelink-medarbejdere klar til at teste fra på mandag. Der står også afløsere klar, hvis der er behov for at øge indsatsen, lyder det fra Brian Rosenberg.  

Carelink har i dag to lyntestcentre på Fyn, mens Falck har yderligere tre. Men fra på mandag overgår al lyntest til Carelink, der har besluttet at samle de stationære test i to større centre. De to lyntestcentre kommer til at ligge i Svendborg og altså i Odense på Ørbækvej mellem Bilka og Rosengårdcentret. 

Det betyder, at testcentrene i Aarup, Ringe og Nyborg lukker. Det gælder også testcentret i Odense Congress Center.

Udvidet åbningstid på regionens centre

I dag er lyntestkapaciteten på 5.000 test om dagen, oplyser Region Syddanmark. Det bliver nu hævet til 17.000. Samtidig fortsætter Ambulance Syd som hidtil med at lave PCR-test, hvor der skal bestilles tid, og hvor man typisk får svaret efter 24-48 timer.

Region Syddanmark oplyser fredag, at man vil udvide åbningstiderne på de fynske testcentre, og det betyder, at fynboerne også kan blive testet i weekenderne, hvor det vil være lettere at få tid. 

Lyntestcentrene, som Carelink fra i næste uge overtager, vil have en langt større mobil testkapacitet, som kommer til at køre ud til større arbejdspladser, kommunale institutioner, skoler, gymnasier og lignende. Ændringen skyldes blandt andet, at der i januar ikke har været ret mange på testcentrene i januar.

Læs også Ny klinik på Fyn: Mere hjælp til tidligere kræftpatienter

I alt kan Carelink fra på mandag dagligt teste omkring 4.000 fynboer på de mobile enheder, mens de på de stationære testcentre kan teste yderligere knap 3.000 personer.

Den sidste mulighed for at få taget en lyntest i Aarup, Ringe, Nyborg eller Odense Congress Center er søndag 31. januar.