Flere melder sig med ondt i sjælen

Antallet af patienter på de psykiatriske skadestuer stiger i Region Syddanmark.

I 2007 havde 4.826 patienter kontakt med en af de psykiatriske skadestuer i regionen. Sidste år var tallet steget til 6.640 patienter - en stigning på 38 procent på otte år.

Psykiaternes formand, Torsten Bjørn Jacobsen, siger til Politiken, at stigningen hænger sammen med at der er kommet flere behandlingstilbud og at psykiske sygdomme ikke længere er så tabubelagte.

Formanden for patientforeningen Bedre Psykiatri i Nyborg, Hans Biering, er enig, men han mener ikke, der følger penge nok med - tværtimod bliver der sparet på psykiatrien ligesom på det somatiske område.

- Psykiatrien kan ikke tåle, at der bliver nedlagt sengepladser. Vi ser det ude på bostederne, hvor beboerne bliver mere og mere syge, og vi ser de ulykkelige, voldsomme begivenheder, der chokerer befolkningen, og som også burde chokere politikerne, så der kommer handling bagved ordene, siger han. 

Oversigt

    Oversigt