Forebyggelse: Tvang i psykiatrien sættes på spil

Psykiatrien i Region Syddanmark har udviklet et spil, som skal give de ansatte mulighed for at tænke det daglige arbejde på en anderledes måde.

Som et led i psykiatriens arbejde og mål om at nedbringe brugen af tvang med 50 procent i 2019, sættes patienterne i bogstaveligste forstand i spil.

Psykiatrien i Region Syddanmark har nemlig udviklet et brætspil, som skal give de ansatte mulighed for at tænke det daglige arbejde i nye baner.

- Idéen er at give medarbejderne mulighed for at arbejde med tvangsproblematikken på en ny og anderledes måde. At give dem et rum til at drøfte og reflektere over, hvordan personalegruppen i fællesskab bedst kan udnytte deres fælles ressourcer til at undgå konflikter med patienter. Det er tanken, at spillet kan bruges på temadage, til personalemøder og til uddannelse, siger Gitte Nørreskov Vase, projektleder og Specialsygeplejerske i Psykiatrien i Region Syddanmark.

Spillet tager udgangspunkt i en række fiktive patienter, som spillerne skal forestille sig, de møder på en afdeling. Det gælder så om for spillerne at forebygge og håndtere konflikter ved hjælp af nogle forskellige værktøjer.

Medicinforbruget stiger

Arbejdet med at nedbringe tvang på området er i fuld gang. For eksempel er antallet af bæltefikseringer halveret, men samtidig er der desværre sket en stigning i brugen af beroligende medicin.  

Her håber Sygeplejefaglig direktør i Psykiatrisygehuset, Ole Ryttov at spillet kan være med til at gøre en forskel. Og få medarbejderne til at tænke i alternativer til medicin.

- Ved at stille et begrænset antal interventioner (de faglige redskaber, red.) til rådighed, inspirerer vi medarbejderne til at tænke i nye baner.  For eksempel har vi givet spillerne et lavere antal medicinkort, end vi først havde tænkt. På den måde forsøger vi at skubbe til udviklingen, siger sygeplejefaglig direktør i Psykiatrisygehuset, Ole Ryttov.

 

Oversigt

    Oversigt