Fynske læger skal uddannes i katastrofebehandling

Flere læger i Region Syddanmark skal kunne håndtere store ulykker som terror eller katastrofer.

Hvis der sker en stor ulykke eller katastrofe, skal der stå en særlig slags læge klar til at koordinere indsatsen. Det skriver DR Syd. 

Regionen begyndte at uddanne for fem år siden. Lægerne bliver uddannet med et tre ugers intensivt kursus hos beredskabsstyrelsen i Tinglev. Og tilten er en såkaldt indsatsleder sundhed.
I dag er der 22 af dem, og ifølge Region Syddanmark skal der i fremtiden være endnu flere, der skal kunne håndtere store ulykker som for eksempel terror. I løbet af det kommende år er planen, at staben skal udvides med yderligere fem.

- 22 er jo ikke meget. Vi har ikke nogen formel vagtordning, men vi skal have dækket hele regionen. Hvis der sker noget i det sønderjyske, skal man ikke vente på en læge fra Odense, siger Torsten Lang-Jensen, der er præhospital chef i Region Syddanmark til DR Syd.
Der er langt mellem de store ulykker og katastrofer, men indsatslederne holder færdighederne ved lige gennem øvelser, ligesom beredskabet også bliver sat ind ved alle ulykker med mere end fem tilskadekomne. Og samarbejdet fungerer.
- Ved de mindre ulykker i dagligdagen fungerer samarbejdet mellem de forskellige beredskaber på stedet fantastisk godt, siger Torsten Lang-Jensen.
 

Oversigt

    Oversigt