Gravide syddanske kvinder får tilbud om blodprøvetest

Gravide, syddanske kvinder får nu også tilbudt at få taget en blodprøve for at teste om deres barn har Downs Syndrom.

Som den eneste region i Danmark, har Region Syddanmark ikke tilbudt gravide den blodprøvetest, der viser, om fostret har Downs Syndrom. Efter stigende pres har regionen nu ombestemt sig. Det fortæller DR Fyn.

Region Syddanmark forklarede ellers tidligere på året, at man ville vente på, Sundhedsstyrelsens fælles retningslinjer, før moderkagebiopsien skulle udskiftes med den nye slags blodprøve.

Men den forklaring holder ikke længere, erfarer DR Fyn.

- Vi er under pres, da der er et tiltagende antal gravide, som efterspørger testen, fortæller overlæge på gynækologisk-obsterisk afdeling på OUH, Bjarne Rønde Kristensen til DR Fyn.

Presset er også steget, fordi andre regioner har tilbudt testen igennem længere tid:

- Vi oplever et indirekte pres fra de andre regioner, fordi de tilbyder blodprøven, selvom der ikke er fælles nationale retningslinjer, forklarer Bjarne Rønde Kristensen overfor DR Fyn.

De syddanske gravide kvinder vil fremover få tilbudt prøven, hvis nakkefoldsskanningen viser en øget risiko for, at barnet har en kromosomfejl.

Ifølge Bjarne Rønde Kristensen løber den gravide nu ingen risiko ved prøven.

Oversigt

    Oversigt