Hvert andet forsøg på at ansætte sygeplejersker er forgæves

Der er store problemer med at rekruttere nye ansatte i de store velfærdsfag - især sygeplejersker.

Tusinder af stillinger bliver ikke besat, når job slås op til sygeplejersker, pædagoger og lærere. Særligt slemt står det til med at skaffe sygeplejersker, hvor næsten hvert andet forsøg på rekruttering er forgæves.

Det skriver Information, som henviser til en rapport fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (Star), der udkom i juni.

46 procent af alle forsøg på at besætte en sygeplejerskestilling har været forgæves, svarende til 4930 stillinger. Det samme gælder for 26 procent af pædagogstillingerne – 4360 i alt – og for 11 procent af lærerne.

Tallene dækker over perioden fra september 2021 til februar 2022 og er baseret på 11.100 svar for jobopslag.

Netop de velfærdsfag har også svært ved at få nye studerende ind på uddannelserne, viste årets optagelsestal, der udkom onsdag aften.

Her var der blevet optaget 18 procent færre studerende på sygeplejerskeuddannelsen sammenlignet med 2019. Det svarer til 711 studerende.

På pædagoguddannelsen var faldet 15 procent sammenlignet med for tre år siden.

Optagelsestallene fik flere organisationer til onsdag at råbe på handling, da det faldende antal studerende inden for velfærdsfagene vil forværre rekrutteringsmanglen, som har været et vilkår gennem flere år.

Kristian Heunicke, der er direktør i kommunernes landsforening, KL, kalder det for "massive" rekrutteringsproblemer. Og det bekymrer kommunerne.

- Det sætter vores muligheder for at levere den velfærd, borgerne forventer, under et voldsomt pres. Alene i 2030 skal vi bruge over 40.000 ekstra medarbejdere i den offentlige sektor, hvis vi skal levere en velfærd på niveau med i dag, i takt med at der bliver flere ældre og børn, siger han til Information.

Elisa Rimpler, der er formand for pædagogernes fagforening, Bupl, mener, at det skaber en ond spiral, fordi uddannede pædagoger ender med skulle bruge det meste tid på at instruere ufaglærte.

Uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen (S) anerkendte onsdag i forbindelse med optagelsestallene, at det var et problem, som skal tages alvorligt.

Han indkalder efter sommerferien faglige organisationer og uddannelsesinstitutioner til en snak om, hvad der kan gøres for at vende udviklingen.

Oversigt

    Oversigt