I det fynske folks tjeneste

Kæmpe solcellepark indviet ved Nyt OUH

Om sommeren vil 45 procent af strømforbruget på Nyt OUH komme fra en ny solcellepark, der blev indviet mandag. 

00:56

Samlet set vil solcelleparken i løbet af et år stå for 20 procent af strømforbruget, da solcellerne ikke har samme effekt om vinteren, hvor solen skinner væsentligt mindre i Danmark.  Video: Ole Holbech

En stor del af elforbruget på det nye universitetshospital i Odense skal dækkes af vedvarende energi, og derfor er der mandag blevet indviet en mere end to hektar stor solcellepark. 

Læs også Virksomheder tilbyder medarbejdere hurtigere svar på test - ned til 15 minutter

Ifølge Region Syddanmark er anlægget klar til at blive taget i brug, og det vil, indtil det nye sygehus er færdigbygget, producere strøm til byggepladsen. 

Området, der ligger i den sydøstlige ende af det nye sygehus mellem Odense Golfklub og Hollufsgård Allé, svarer til cirka fire fodboldbaner. 

Grøn omstilling

Solcelleanlægget kommer til at producere omkring 4.500 megawatttimer om året. Det svarer til elforbruget i over 1.100 danske husholdninger. 

Det betyder, at strømproduktionen fra anlægget om sommeren vil stå for cirka 45 procent af det daglige strømforbrug på det nye universitetshospital. 

- Vi er ret stolte af, at vi kan gå forrest i den grønne omstilling, siger regionsrådsmedlem og formand for regionens anlægs- og innovationsudvalg Karsten Uno Pedersen (S) til TV 2 Fyn. 

- Nu kan vi dække behovet med solenergi, i stedet for vi tager den sorte energi, forklarer han. 

Mindre strøm om vinteren

Samlet set vil solcelleparken i løbet af et år dog kun stå for 20 procent af strømforbruget, da solcellerne ikke har samme effekt om vinteren, hvor solen skinner væsentligt mindre i Danmark. 

Nyt OUH bliver bygget efter de nyeste byggestandarder i forhold til bygningens energiforbrug. Det betyder blandt andet, at det nye sygehus bliver opført med energirigtige vinduer og tekniske anlæg, der er mere energieffektive.

Læs også Børnehave i Føns dropper solceller på grund af lovgivning

Det nye supersygehus, der bliver Danmarks største nybyggede sygehus, forventes åbnet i 2022.