Året var lige på nippet til at rinde ud, da beskeden fra Inger Støjberg tikkede ind.
Efter tre højdramatiske døgn stod det hende 29. december klart, at hun ikke længere var ønsket som
næstformand for Venstre. Hverken af formand Jakob Ellemann-Jensen eller af det magtfulde forretningsudvalg.
I timerne forinden var udvalget mødtes for anden gang på blot 48 timer. Mødets eneste dagsorden var at tage stilling til, hvilken del af formandskabet det ville støtte. Formand mod næstformand. Ellemann mod Støjberg.
Alle fik mulighed for at komme til orde. At bekende kulør.
Da sidste medlem havde talt, stod det klart, at opbakningen til formanden vejede tungest. Støjberg måtte gå af. Nu manglede de blot at beslutte, hvem der skulle dele dommen med offentligheden.
Det skulle være nogle, der var vant til at håndtere pressen. Nogle, som kunne forholde sig sagligt. Og det måtte ikke være folketingspolitikere, lød det.
Trods forretningsudvalget består af 25 medlemmer, endte kun 3 med at opfylde kravene.
En af dem var Stephanie Lose.
Siden har hun selv meldt sig som Støjbergs afløser, konkurrenterne er faldet fra, og søndag bliver hun officielt udnævnt som næstformand for Venstre. Et parti, som vælgerne lige nu flygter fra, og som ifølge de seneste meningsmålinger ikke længere kan bryste sig af at være blå bloks største.
De mange magtkampe
Den lidt oversete stemmesluger, som nu skal råde bod på skaden, bliver beskrevet som både "skarp", "dygtig" og "brutal". Ja, hun blev sågar kaldt "Løkkes værste mareridt" i sommeren 2019. Men det vender vi tilbage til. For det er de kommunale rødder og det regionale bagland, der ifølge Lose selv vil kunne styrke parti såvel som formand.
At hun er et stærkt kort i forhold til den vestlige del af Venstre, kan der da heller ikke herske megen tvivl om med titlen som både regionsrådsformand i Region Syddanmark og formand for Danske Regioner. Men at dømme på partiets seneste kapitler følger der med posten som næstformand også de næsten selvskrevne magtkampe.
Den slags lader ikke til at afskrække hende. Tværtimod har den magtfulde venstrekomet fra Esbjerg flere gange bevist, at hun ikke er bange for at kaste sig hovedkulds ind i store, strategiske spil. Og hun har endda tendens til at gå sejrende derfra.
Hun bar brænde til bålet, da partifællen Carl Holst måtte gå af. Hun satte Villy Søvndal stolen for døren, da SF som det eneste parti stod uden for konstitueringsaftalen i Region Syddanmark i 2017. Hun stak af med posten som formand for Danske Regioner, trods hun var ene venstrekvinde mod fire socialdemokrater. Og hun bad i sommeren 2019 direkte Løkke og Jensen om at droppe den offentlige magtkamp og enhver tanke om at genopstille.
TV 2 ville gerne have talt med Stephanie Lose om den nye post, men hun har ikke ønsket at stille op til et interview. Begrundelsen lyder, at hendes ambitioner primært handler om "de indre linjer i Venstre".
- Det, tænker jeg ikke, er relevant for den store offentlighed, skriver hun i en mail.
For bedre at forstå, hvorfor Stephanie Lose selv såvel som adskillige kommentatorer mener, at hun vil kunne styrke det kriseramte Venstre, har TV 2 derfor været en tur i arkivet. Vi starter i 2015 og med en stilling, hun omvendt slet ikke ville have.
Hverken sjovt eller nemt, men nødvendigt
Stephanie Lose var egentlig meget godt tilfreds med livets tilstand. Hun arbejdede som underviser på Erhvervsakademi Sydvest i Esbjerg, hvor hun boede med sin mand, venstremanden Jakob Lose, og deres to børn.
Bopælen er i dag den samme, men midt i 2015 tog karrieren en drejning.
Stillingen som regionsrådsformand blev ledig, da partifællen Carl Holst blev valgt til Folketinget, og ifølge Lose selv var der i partiet et "stort ønske" om, at hun blev hans afløser. Det var dog ingen selvfølge, har hun siden fortalt til Århus Stiftstidende:
- Jeg var ikke sikker på, at det skulle være mig. Jeg var godt tilfreds med mit liv, og jeg havde ikke den store lyst til at stå i frontlinjen og tale med medier. Men når folk gerne vil have, at man løser en opgave, er der også en vis grad af pligt i det.
Om det var en følelse af pligt, der i juni 2015 fik hende til at takke ja, vides ikke. Men da først hun besad posten, gik det ikke stille for sig.
Efter blot et par måneder afslørede B.T., at forgængeren Carl Holst havde brugt regionens penge til egne kampagner. Han havde i 2012 og 2013 købt en ekstern konsulent til at skrive taler og indlæg for sig. Fakturaen blev sendt til regionen, trods det intet havde at gøre med rollen som regionsrådsformand.
Region Syddanmark, som Stephanie Lose nu sad i spidsen for, bestilte i første omgang en ekstern undersøgelse. Og da den landede, meddelte hun pressen, at Carl Holst ville blive meldt til politiet.
- Jeg har siddet i Venstres gruppe med Carl. Det gør det sværere, når der også er personlige følelser i det. Men jeg har forsøgt at håndtere det så professionelt som muligt. Det har ikke været sjovt at skulle gøre det. Det har heller ikke været nemt. Men det har været nødvendigt, sagde Stephanie Lose i 2015 til DR.
Da Carl Holst fire år senere udgav en bog, indeholdt den skarpe vendinger om efterfølgeren og anklager om, at hun ukritisk skulle have tilladt folk i Region Syddanmark at udtale sig anonymt i advokatundersøgelsen.
I den endelige rapport måtte firmaet bag, Kromann Reumert, rette en række faktuelle fejl. Blandt andet påstod advokatselskabet, at Carl Holst holdt 47 aviser på regionens regning. Det tal viste sig kun at være seks.
"Magtens arrogance"
Da det i 2017 lykkedes Stephanie Lose at blive genvalgt, var hun den i regionen med absolut flest personlige stemmer. På andenpladsen lå den tidligere udenrigsminister Villy Søvndal, som under valgkampen blandt andet havde slået på tromme for endnu mere oprydning i regionstoppen.
Det skulle dog siden vise sig, at førstepladsen på listen over stemmeslugere ikke ville blive det eneste, den unge Lose kuppede den aften.
For mens Søvndal efter valgresultatet ventede på en invitation fra Lose til at tale konstituering, var den genvalgte regionsformand i fuld gang med at binde sløjfe om sine mange forhåndsaftaler.
- Jeg har haft lange, gode og konstruktive samtaler med samtlige partier i blå blok som en forberedelse til det her. Derfor har jeg kunnet gøre mit forarbejde, har Lose senere forklaret til B.T.
Den manglende invitation førte til regionalvalgets største drama, og Loses opførsel blev af Søvndal kaldt en "opvisning i magtfuldkommenhed".
- Det er ærgerligt, at regionsformanden på børnehavemanér holder nogle udenfor, som ikke må lege med. Jeg synes, det er lidt primitivt. Jeg synes, det er plat. Jeg synes, det er dumt, lød det på valgaftenen fra en rasende Villy Søvndal.
På Stephanie Lose måtte man forstå, at aftenens udfald næppe burde komme som nogen overraskelse for Villy Søvndal:
- Når man nu i tre måneder har hørt på, at Venstre er et parti præget af magtfuldkommenhed, manglende vilje til at rydde op, vennetjenester, kammerateri og selvtilstrækkelighed, så fordrer det, at man bruger tid på at vise, at man rent faktisk vil et samarbejde.
Er det Stephanie Loses "tak for sidst", det her?
- Nej, det er en naturlig konstatering af, at alle handlinger har nogle konsekvenser.
Studehandlen
Fra én magtdemonstration til den næste. For en uge senere var det formandsposten i Danske Regioner, der var på spil.
Umiddelbart lå det ikke i kortene, at posten skulle farves blå, for fire ud af landets fem regioner havde en socialdemokrat for bordenden.
Først satte to af dem sig selv i spil om posten, nordjyske Ulla Astman og københavnske Sophie Hæstorp. Men sidstnævnte trak sig. Blandt andet fordi der ikke var et ønske om at vige pladsen for en københavner, lød det.
Valget stod nu mellem den mangeårige regionspolitiker Ulla Astman og karrierekometen Stephanie Lose, hvis partier sad med lige mange mandater i Danske Regioners bestyrelse.
Beslutningen var derfor de radikales, og de endte med at lægge æggene i den borgerlige kurv. Vel og mærke trods partiets forhandlingsleder Karin Friis-Bach egentlig ikke havde noget særligt kendskab til Lose.
Det handlede dels om åbenhed, lød det fra forhandlingslederen efter beslutningen. Og om ledelsesstil. Men når alt kom til alt, skyldtes det, at den unge sønderjyde simpelthen havde været først med det gode tilbud: en formandspost i sundhedsudvalget.
Socialdemokratiske Sophie Hæstorp, som på daværende tidspunkt havde arbejdet sammen med Karin Friis-Bach i en årrække, sagde efterfølgende, at der på intet tidspunkt havde været så meget som én forhandling mellem Radikale Venstre og Socialdemokratiet. Så langt var de ikke nået.
I dag er sejren noget af det, der særligt bliver fremhævet, når snakken falder på Loses evner som politiker. Ifølge Jens Ive (V), der ligesom Lose sidder i partiets forretningsudvalg, er det blot én af de præstationer, der viser, hvor dygtig hun er til det politiske håndværk.
- Politikere vil gerne ind i Stephanies løsningsrum, for der er godt at være, siger han til TV 2.
Gjorde Løkke "tøsefornærmet"
Selvom størstedelen af de offentlige magtkampe ligger i regionalt regi, har Lose også gjort sig bemærket for sin indblanding på det partipolitiske plan.
Både da hun placerede sig i spidsen for gruppen af Venstre-folk, som var lodret uenige i Lars Løkke Rasmussens ønske om at nedlægge regionerne. Og da hun siden som den første i forretningsudvalget tog ordet og bad både Løkke og daværende næstformand Kristian Jensen glemme enhver tanke om at genopstille. Faktisk burde de vige pladsen for en ny ledelse, lød det ifølge flere medier fra Stephanie Lose.
Det fandt sted under et digital udvalgsmøde, mens det meget udtalte opgør mellem "formandskabet" stod på.
Efterfølgende berettede pressen om, hvordan Løkke var blevet vred over ordudvekslingen. Ifølge BT direkte "tøsefornærmet".
Få uger senere måtte Løkke erkende, at hans tid som formand var forbi.
Forretningsudvalget havde holdt endnu et møde. Denne gang på Hotel Comwell Kellers Park i Brejning, hvor det blev klart, at formanden ikke længere havde den fornødne opbakning.
Partiets nuværende formand, Jakob Ellemann-Jensen, blev hurtigt fremhævet som manden, der kunne samle det splittede landmandsparti. Men spørgsmålet om ny næstformand var anderledes åbent.
Stephanie Lose blev fra flere kanter nævnt som et rigtig godt bud. Både af politiske kommentatorer og partifæller. Blandt andet pegede to venstrefolk fra Roskilde i en kronik i Jyllands-Posten konkret på Jakob Ellemann-Jensen og Stephanie Lose som henholdsvis ny formand og næstformand.
Opfordringerne gjorde Lose beæret, men det fik hende ikke til at overveje et kandidatur. Der var ikke timer nok i døgnet til både at passe arbejdet i regionen og lægge de påkrævede kræfter i en næstformandspost, lød det. Men hun afviste ikke, at det kunne ændre sig med tiden:
- Jeg kigger ikke i krystalkugler, og jeg kan ikke spå om fremtiden. Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg er meget, meget glad for at være regionrådsformand. Jeg har ikke nogen planer om at forlade den post.
Slut med offentlige magtkampe
I 2019 løb Støjberg som bekendt med sejren over Ellen Trane Nørby. Men nu, bare halvandet år senere, står taburetten altså igen tom, og behovet for en ledelse, der kan samle partiet, er ikke just blevet mindre.
Denne gang er Stephanie Lose klar på opgaven.
Bliver hun valgt ved det ekstraordinære landsmøde 24. januar, bliver det dog ikke et farvel til det regionale arbejde. Hun har tværtimod planer om at blive både i stillingen som regionsrådsformand i Region Syddanmark og som formand for Danske Regioner.
Stephanie Lose ønsker dermed at bryde med Venstres tradition for, at næstformanden er valgt til Folketinget. Og det er ingen ulempe, mener Lose selv. Tværtimod råber hun i sin salgstale på, at hun vil redefinere rollen. Hun vil koncentrere sig om at "arbejde aktivt og engageret på de indre linjer," skriver hun på Facebook.
Det vil i givet fald betyde et opgør med det efterhånden berygtede "formandskab", som erklæres dødt næsten lige så ofte, som det ses genopstå. Her kan ikke alene Jensen og Løkke igen nævnes som eksempel, men også det seneste opgør mellem Ellemann og Støjberg.
Fælles for eksemplerne er, at begge næstformænd op til de respektive dødsstød blev kritiseret for at gå til medier med holdninger, der ikke var klappet af hos den anden del af formandskabet først.
For eksempel blev Kristian Jensen strippet for sit ordførerskab og sine udvalgsposter for at gå enegang udenom partiledelsen i et større interview med Jyllands-Posten. Siden har Jakob Ellemann-Jensen flere gange på bagkant været nødt til at forholde sig til holdninger ytret af sin nu daværende næstformand, Inger Støjberg, om blandt andet MeToo.
Det vil ikke gentage sig, forsikrede Lose, da hun meldte sit kandidatur. Hun vil i stedet "overlade til formanden og folketingsgruppen at tegne Venstres politiske linje i medierne".