Politiet bestiller 100 hjemmeværnsfolk til grænsekontrol

I alt 100 mand skal chefen for Totalforsvarsregion Fyn, Syd- og Sønderjylland stille med for at aflaste politiet med opgaver ved den midlertidige grænsekontrol.

Det ligger klart nu, hvor opgavedirektivet fra politiet er kommet.

- Vi har fået en opgave med at finde cirka 100 mand, som skal støtte politiet ved grænsen. 50 mand skal skiftevis arbejde en uge og have en uge fri, siger oberst og chef for Totalforsvarsregion Fyn, Syd- og Sønderjylland Flemming Agerskov til DR Syd.

Hjemmeværnsfolkene skal blandt andet aflaste politiet ved at undersøge biler, kontrollere papirer og rejsedokumenter og transportere asylansøgere. De skal ikke tage sig af tilbageholdelse og frihedsberøvelse, da det er en politiopgave.

- Der er et voldsomt tidspres for at få de første klar. Mit bud er, at vi på grund af uddannelse med mere tidligst kan sende hold til grænsen den 13. juni, siger oberst Flemming Agerskov.

I næste uge holder Hjemmeværnet informationsmøde i både Fredericia og Aarhus for at fortælle mere om opgaverne.

I forvejen har det syddanske hjemmeværn 30 mand, der hjælper med logistikopgaver ved grænsen.

Oversigt

    Oversigt