Region Syd: Direktør-ansættelse uden opslag får hård kritik

Politikerne i Region Syddanmark er igen hårde ved deres egen region i endnu en sag. Denne gang er det regionens øverste direktør, Jane Kraglund, der er involveret. Det skriver fyens.dk.

Politikerne i Region Syddanmark kommer med hård kritik i sagen, der handler om ansættelsen af en person, der har været tæt på den nu forhenværende sundhedsdirektør og Carl Holsts højrehånd, Jens Elkjær.

Denne gang er det regionens øverste direktør, Jane Kraglund, der er involveret. Gruppeformand for Dansk Folkeparti mener, at sagen lugter af kammerateri og nepotisme. Elkjær selv er blevet bedt om at lave en redegørelse. Det skriver fyens.dk.

Jane Kraglund er i dag ansat som regionsdirektør og skal i den rolle rydde op i alle de sager, der har præget medierne i den seneste tid og som senest har medført, at hendes kortmakker gennem mere end 20 år har forladt sin stilling som sundhedsdirektør.

Men nu bliver Jane Kraglund selv involveret i en sag, som møder hård kritik fra flere politikere i regionsrådet, efter at Fyens Stiftstidende i lørdags kunne skrive, at hun i 2009 blev ansat af Jens Elkjær uden at stillingen som ny OUH-direktør blev slået op.

Blandt andet fra Dansk Folkepartis gruppeformand, Thies Mathiasen.

- Det er meget ærgerligt, at man vælger at gøre sådan noget. Det bringer jo bare tvivl og mistillid til, om det nu har været den rigtige person, der fik stillingen. Det dur ikke. Det er ikke den slags, vi skal være kendt for: At nepotismen breder sig ud i alle hjørner. Det dur simpelthen bare slet ikke, siger Thies Mathiasen til fyens.dk.

Han sad ikke selv sad i regionsrådet, da Jane Kraglund blev ansat som OUH-direktør, men understreger, at topstillingerne ligesom alle andre offentlige stillinger skal slås op, så alle har mulighed for at søge dem.

- Jeg må desværre sig, at det her er lidt overraskende for mig, at man har valgt at gøre det på den måde. Man skal jo slå de her stillinger op, så man får mulighed for at vælge imellem de bedst egnede kandidater. Det siger næsten sig selv, siger Thies Mathiasen.

Den holdning deler han med SF og Ida Damborg.

- Det er jo velkendt, at alle offentlige stillinger skal slås op, så alle har mulighed for at søge stillingen og så man kan finde den bedste til stillingen. Uanset hvor veldrevet en region er, skal man overholde gældende regler, siger hun.

Politikere blev orienteret

Jane Kraglund fortalte i lørdagens avis, at der havde været en politisk drøftelse af sagen.
Ifølge Kristian Grønbæk Andersen (R) skete den dog ikke i regionens forretningsudvalg, hvor politikerne blev forelagt ansættelsen som en såkaldt orienteringssag, som politikerne altså udelukkende skulle tage til efterretning.

- Det er jo ikke en politisk beslutning, hvem der skal besætte en stilling som OUH-direktør, så vi blev bare orientering. I den forbindelse var der ikke nogen af os, der protesterede, siger Kristian Grønbæk Andersen, der i øvrigt ikke anerkender, at regionen overtrådte reglerne, da Jane Kraglund blev ansat på OUH.

- Det kommer an på omstændighederne. Og her havde vi brug for en ny direktør hurtigt, siger han.

Poul-Erik Svendsen (S) sad med i samme udvalg, der fik sagen til orientering. Direkte adspurgt om han har været inddraget i ansættelsen på forhånd siger han:

- Jeg kan simpelthen ikke huske, om der er nogen, der skulle have fortalt mig det. Det er jo mange år siden, siger Poul-Erik Svendsen, der i øvrigt også mener, at stillingerne skal slås op.

- Der kan være nogle helt specielle situationer, men vi skal meget tæt på 100 procent, når det handler om at slå stillingerne op, siger han.

Samme holdning har regionsrådsformand Stephanie Lose (V) på det generelle plan. I den konkrete sag mener hun dog, at den hurtige ansættelse af Jane Kraglund uden opslag var i orden.

- Generelt skal alle jobs slås op. Det er der ikke nogen tvivl om. Men som jeg har forstået det, var der nogle tungtvejende grunde til, at man ikke gjorde det i det her tilfælde. Derudover kan man sige, at Jane Kraglund hverken blev forfremmet eller degraderet i forbindelse med stillingen. Den svarede nogenlunde til den stilling, hun kom fra, siger Stephanie Lose.

Skal redegøre for ansættelse

Regionen erkendte i sidste uge, at regionen brød reglerne, da Jens Elkjærs hustru i 2010 blev ansat på en ekstraordinær dyr kontrakt. I en redegørelse understregede regionen dog, at hustruen var den bedst kvalificerede til stillingen og at der derfor ikke var tale om nepotisme.

Nu er regionen gået i gang med en undersøgelse af ansættelsen af Jane Kraglund. Foreløbig er Jens Elkjær blevet bedt om at lave en redegørelse.

 

Oversigt

    Oversigt