Regioner opfordrer til at udskyde behandlingsgaranti

For at kunne fokusere på akut og covid-19-syge vil tre regioner have udskudt behandlingsgarantien igen.

Behandlingsgarantien står til at blive genindført den 1. januar.

Men flere regioner opfordrer nu til, at den skal udskydes yderligere på grund af presset på hospitalerne fra coronasituationen.

Ulla Astman (S), regionsrådsformand i Region Nordjylland og næstformand for Danske Regioner, forestiller sig en mindre udskydelse på få måneder.

- Det giver god mening med en mindre udsættelse af patientrettighederne set ud fra det nuværende situation, hvor det i flere regioner ikke rigtig giver mening at genindføre behandlingsrettighederne igen.

- Lige nu må vi bare sige, at det har svært ved at give mening, fordi den offentlige kapacitet ikke kan trække mere, og der også er begrænset kapacitet i den private sektor, siger Ulla Astman.

Hun understreger, at det ikke er noget regionsrådet i Nordjylland samlet har taget stilling til.

Udmeldingen kommer i kølvandet på, at Region Midtjylland og Region Sjælland også har opfordret til at udskyde behandlingsgarantien.

- Jeg synes, at Folketingets partier sammen med sundhedsministeren bør forlænge suspenderingen af patientrettighederne, så vi kan fokusere mest på de akut syge og dem, der er syge med covid-19, sagde Anders Kühnau (S), formand for regionsrådet i Region Midtjylland, til DR mandag.

Formanden for Danske Regioner og Region Syddanmark, Stephanie Lose (V), ville mandag ikke svare på, om hun mener, behandlingsgarantien som planlagt bør genindføres efter nytår.

- Det er klart, at det er en periode med enorm stor usikkerhed lige nu, hvor smittetallene er høje, og julen er på vej.

- Derfor er det en relevant betragtning, hvordan vi agerer i forhold til patientrettighederne, og det har vi en løbende dialog med regeringen om. Jeg tænker, at det er noget, vi kommer til at tage stilling til meget snart, sagde hun mandag til Ritzau.

Behandlingsgarantien sikrer, at alle patienter kan blive undersøgt og udredt inden for 30 dage.

Det er op til Folketinget, om suspenderingen skal forlænges.

Oversigt

    Oversigt