Det foreslår det præhospitale udvalg efter et møde mandag aften.
I sidste uge offentliggjorde Region Syddanmark for første gang, hvor længe ambulancerne på Fyn er om at nå frem helt ned til det enkelte postnummer.
Og tallene viste, at der var mange minutters forskel.
Ifølge dataene er ambulancen hurtigst fremme i Odense V, hvor det i gennemsnit tager fem minutter.
Til gengæld havner Bagenkop på Langeland i bunden. Her tager det i gennemsnit mere end 21 minutter.
Flere syddanske kommuner har ønsket sig en mere finmasket opgørelse over de gennemsnitlige responstider for ambulancer med udrykning.
Tidligere har Region Syddanmark offentliggjort responstiderne på kommuneniveau - men nu foreslår det præhospitale udvalg altså, at regionen zoomer endnu længere ind på landkortet og offentliggør responstiderne på postnummerniveau.
Formanden for det præhospitale udvalg, Thyge Nielsen (V), siger:
- I gennemsnit når ambulancer med blå blink i Region Syddanmark frem inden for de omkring otte minutter, vi har sat som politisk mål. Når vi nu begynder at lave gennemsnitsopgørelser på 164 delområder i regionen bliver opgørelserne nødt til at omfatte et halvt år. Ellers er antallet af udrykninger i visse områder ikke tilstrækkelige til at et gennemsnitstal giver mening og er brugbare for udvalget.
Regionsrådet skal den 27. marts tage stilling til udvalgets forslag.