Sender to covid-19-testbiler til København

For at hjælpe med at teste københavnere sendes to testbiler fra Region Syddanmark til Region Hovedstaden. 

Region Syddanmark sender lørdag to testbiler til Region Hovedstaden for at hjælpe med at teste borgere i København.

Det sker, få dage efter at Odense og andre dele af Fyn oplever en kraftig stigning i antallet af smittede. 

Årsagen til, at testbilerne sendes til Sjælland i stedet for at teste på Fyn, er, at københavnerne har svært ved at nå at teste alle, der ønsker at blive testet. 

- Testbilerne skal være, der hvor behovet er størst. Vi er alle i samme båd, og i fremtiden kan det være, at der pludselig er mange syddanskere, der vil testes. Så det er positivt, at vi kan hjælpe hinanden på tværs af regionsgrænser, når situationen kræver det, siger regionsrådsformand Stephanie Lose (V) i en pressemeddelelse. 

Størst smitteudbrud i Odense

Region Syddanmark har indtil videre lovet at hjælpe Region Hovedstaden til og med søndag 6. september.

Det er fortsat muligt at blive testet for covid-19 i Region Syddanmark, der råder over syv testbiler. 

Odense Kommune har i løbet af de seneste syv dage oplevet 75 nye smittede. Det giver et incidenstal på 36,7 og altså væsentligt højere end 20, der er grænsen for, hvornår en kommune kommer på sundhedsmyndighedernes observationsliste. Også på Nordfyn og i Kerteminde Kommune er tallet over 20. 

Oversigt

    Oversigt