Syddanskere putter med feriepengene

Borgere i Region Syddanmark har brugt færrest af de udbetalte feriepenge, mens københavnerne flittigt bruger af pengene.

I slutningen af uge 40 begyndte de første danskere at modtage deres feriepenge, og siden da er flere milliarder blevet puttet i danskernes lommer.

Flere end en million danskere har allerede søgt om at få udbetalt de tre ugers indefrosne feriepenge. Der er dog store regionale forskelle på, hvor hurtigt pengene bliver brugt. 

Det skriver Ritzau.

Færrest penge bliver der brugt i Region Syddanmark, hvor væksten ugen efter feriepengene blev udbetalt, steg med 17,2 procent. Flest penge brugte de i København, hvor væksten endte på 38 procent.

Renoverer boligen

Den regionale forskel kan blandt andet skyldes, at der har været forskellige prioriteringer i anvendelsen af feriepengene. Det siger Ann Lehmann Erichsen, der er forbrugerøkonom i Nordea, til Ritzau.

Mens man i hovedstadsområdet ifølge en undersøgelse af Voxmeter i højere grad ville købe tøj og forkæle sig selv, ville borgerne i Region Syddanmark oftere bruge pengene på eksempelvis at renovere deres bolig.

- Og det er jo ikke noget, man gør fra den ene dag til den anden. Det kan være en langstrakt proces.

- Det kan være en forklaring på, at pengene fosser lidt langsommere ud i Region Syddanmark, siger Ann Lehmann Erichsen.

Det er selskabet Nets, der blandt andet står bag dankortet, der har undersøgt danskernes forbrug med betalingskort fra uge 39 til uge 40. 

Tallene skal tages med visse forbehold. Blandt andet kan forbruget i slutningen af uge 40 have været påvirket af udbetalingen af løn.

Oversigt

    Oversigt