Videnfestival om sundhed giver pote

Vidensfestivalen Week of Health and Innovation (Whinn) i Odense er en stor publikumsucces og begynder at trække virksomheder til regionen.

Mere end 2.400 gæster fra 40 lande besøgte den tredje udgave af festivalen Week of Health and Innovation (Whinn) 2017 i Odense Congress Center.

Det er en fremgang på 60 procent i forhold til 2016, og det er nu Danmarks største internationale sundhedsinnovations-konference.

I løbet af de tre dage, konferencen varede, offentliggjorde den hollandske hjælpemiddel- og sundhedsteknologivirksomhed, Zealand Care, at de åbner en afdeling i Odense.

Og Investment manager i Invest in Odense, Lone Krogsbøll, kan nu fortælle, at en anden stor, international virksomhed lige nu søger kandidater til at stå for en dansk afdeling. Hvilken virksomhed bliver tidligst meldt ud i november.

Lone Krogsbøll, der er med i styregruppen for festivalen, mener, at det er tegn på, at Whinn virker efter hensigten:

- WHINN skaber resultater, ellers ville vi ikke fortsætte med at investere i eventen. WHINN bekræfter at Odense-klyngen virker, og vi kan tydeligt mærke den positive effekt af alt det vi til dagligt fortæller uden for landet grænser, der lige pludselig bliver meget virkeligt, skriver hun i en pressemeddelelse.

Frugten af samarbejde
Formand for Region Syddanmark, Stephanie Lose mener, at succes'en skyldes Odense Kommunes, Region Syddanmarks og regeringens fokus på at promovere dansk sundhedsinnovation:

- WHINN handler om at udvikle fremtidens sundhedsløsninger, men også om at trække investeringer og viden til regionen, og resten af landet. En del af forklaringen på successen kan derfor formentlig også tilskrives synergi mellem kommune, region og Christiansborg, der alle arbejder fokuseret på at styrke Odenses position på sundhedsinnovations-området, siger hun.

Chefen for Whinn, Michaela Andersen, glæder sig over den store interesse for festivalen, men vil arbejde for, at konferenceindholdets kvalitet kommer i forreste række:

- Vi har oplevet en lille eksplosion i Interessen for dansk sundhedsinnovation, og det er ikke svært at forestille sig, at vi kan fordoble deltagertallet igen i 2018, men det må ikke være et mål i sig selv. Whinn vinder rigtig meget på kvalitet, så det duer ikke, at vi låser os alt for fast i kvantitet, siger hun.

Whinn 2017 løb af stablen i dagene 10. - 12. oktober.

Læs mere om Whinn.

Oversigt

    Oversigt