SF efterlyser alternativer til udrejsecenter på Langeland

SF's udlændinge- og integrationsordfører, Carl Valentin, beder regeringen præsentere alternative placeringer af et nyt udrejsecenter for udvisningsdømte kriminelle.

Regeringens planer om et udrejsecenter på Langeland møder modstand hos støttepartiet SF.

Partiets udlændinge- og integrationsordfører, Carl Valentin, beder i stedet regeringen om at præsentere en række alternative placeringer, så fordele og ulemper ved de forskellige placeringer kan diskuteres.

- Umiddelbart har vi i SF lidt svært ved at forstå, hvorfor det skal ligge på Langeland, siger han.

- Langeland har i forvejen sine problemer og lever af turisme. Og det er ikke nogen hemmelighed, at det ikke er så sjovt at have et udrejsecenter for folk på tålt ophold i sit nabolag, siger udlændingeordfører Carl Valentin.

- Jeg mener, at der er områder i Danmark med væsentlig flere ressourcer, som også kunne løfte en større del af indsatsen her.

Hvad havde været en bedre løsning?

- Problemet er, at regeringen har kørt en egenrådig stil, hvor den ikke har inddraget partier i Folketinget. Derfor er det meget svært præcist at pege på, hvor det kunne være fornuftigt at placere centret.

- Vi vil gerne opfordre regeringen til at levere en skitse med nogle mulige placeringer og fordele og ulemper, så vi kan få en konstruktiv dialog om det.

Behøver ikke politisk flertal

Onsdag fortalte udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S), at regeringen har købt ejendommen Holmegaard på det sydlige Langeland.

Her agter den at ombygge det tidligere asylcenters lokaler til et udrejsecenter.

Den beslutning behøver regeringen som udgangspunkt ikke Folketingets accept af. Derfor er det ikke nødvendigt at sikre sig opbakning fra et flertal i Folketinget.

Onsdag oplyste flere partier i oppositionen, at de hellere så, at udrejsecenteret lå på øen Lindholm i Stege Bugt eller i Grønland.

Oversigt

    Oversigt