Mariane er klar til mødet med kronprinsessen

Mariane Krogsgaard fylder 50 år samme dag som kronprinsen. Derfor er hun blevet særlig udvalgt til en helt speciel ting.

Hun løber på mandag. To gange faktisk. Men, for der er et "men".

- Jeg er ikke ret begejstret for at løbe. Men for en måned siden blev jeg enig med mig selv om, at jeg hellere måtte komme i gang. Bare sådan for at få det ind i systemet, smiler Mariane Krogsgaard.

Når hun skal løbe to gange, er det fordi hun er født samme dag som kronprinsen. Først tilmeldte hun sig distancen på en mil. Derefter blev hun inviteret til at løbe samme distance i gruppen for alle født i 1968. Oven i det kom der for få dage siden en endnu større overraskelse.

Nervøs før royalt møde

- Jeg er blevet spurgt, om jeg vil hænge medaljen om halsen på kronprinsessen, når hun kommer i mål efter at have løbet ti kilometer. Og selv om det er langt uden for min komfortzone, så sagde jeg ja. Den oplevelse vil jeg gerne have med, slår Mariane Krogsgaard fast.

Ingen skal være i tvivl om, at den 49-årige pædagog er i god form. 

Træner mere end de fleste

- Jeg træner fem til syv gange om ugen. Jeg veksler mellem spinning, zumba og cirkeltræning. Men løb. Ja, det er jeg altså ikke særlig begejstret for, indrømmer hun.

På selve løbsdagen får hun flere ting at se til. Klokken 14.00 skal hun mødes med Odenses borgmester og andre særligt inviterede. Senere står hun over for kronprinsessen. På nærmeste hold.

- Jeg er absolut royal. Ikke sådan at jeg køber ugeblade. Jeg køber aldrig Se og Hør eller Billed-Bladet.

På spørgsmålet om hun heller ikke vil købe det, hvis begivenheden i Odense kommer med i et af bladene, tøver hun ikke længe.

- Jo, så skal jeg nok få fat i bladet, griner hun.

Ikke begejstret for at fylde 50

At hun er med til at fejre en andens fødselsdag, er for hende en god ting. For hun ser ikke frem til at runde 50.

- Da jeg var barn, så tænkte jeg jo, at en på 50 år var gammel. Jeg ved godt, at sådan er det jo ikke. Men jeg bryder mig ikke om tanken om at fylde 50. Derfor flytter dette også noget af fokus på min egen dag.

Måske skal hun kigge imod kronprinsen, der i flere interviews har fortalt, at han glæder sig til sin fødselsdag. Mariane har altid følt et fællesskab med kronprinsen.

  - Vi har jo en fælles tidslinje. Det har betydet, at når han for eksempel skulle holde sin første offentlige tale, så fik jeg sommerfugle i maven og tænkte, at det kunne jeg ikke. Vi har jo også datoen "260568" til fælles. Og det er da noget, jeg har nævnt, når talen faldt på min fødselsdag, fortæller hun.

Oversigt

    Oversigt