Nu kan du melde dig til stort løb med kronprinsen i Odense

Kronprins Frederik markerer næste år sin 50-års fødselsdag ved at invitere hele Danmark til løbefesten ”Royal Run” i landets fem største byer. Tilmeldingen til løbet er nu åben.

Odense omdannes til én stor løbefest mandag den 21. maj 2018. Årsagen er kronprins Frederiks 50 års fødselsdag.

I den anledning har Danmarks kommende konge inviteret hele landet med på en løbetur, der kommer til at foregå i de fem største byer; København, Aarhus, Odense, Aalborg og Esbjerg. 

Du kan også komme med - tilmeld dig lige her.

Royal Run, som løbearrangementet hedder, er den første store begivenhed i den kongelige fødselsdagsuge. Her kan danskerne være med til at fejre kronprinsen ved at løbe samme rute som ham.

quote Vi glæder os helt vildt til at samle hele Fyn

Andreas Jeppesen, Odense Atletik/OGF

Royal Run Odense får start og mål i Kongens Have midt i byen, men der vil være royal fødselsdagsfest hele dagen, som er 2. pinsedag.

Der er flere forskellige løbedistancer til Royal Run. Man kan vælge mellem 10 kilometer eller den klassiske mil, One mile, som svarer til 1,609 kilometer. Kronprins Frederik vil løbe en mil i alle fem byer - på samme dag.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S), ser frem til den kongelige fødselsdagsfest i byen:

- Jeg håber, at rigtig mange har lyst til at deltage i den her særlige fejring af Kronprinsens runde fødselsdag, og være med til at skabe en folkefest i Kongens Have og rundt på ruten, og samtidig sætte fokus på, hvor vigtigt det er dyrke motion i hverdagen, siger Peter Rahbæk Juel i en pressemeddelelse fra arrangørerne.

Royal Run

Event- & Udviklingschef i Odense Atletik/OGF, Andreas Jeppesen, har ligeledes store forventninger til Royal Run:

- Vi er meget beærede over, at vores forening er med til at stable denne unikke løbeevent på benene. Vi glæder os helt vildt til at samle hele Fyn, og vi ser frem til at byde velkommen til en fantastisk løbe-fødselsdagsfest, hvor der er plads til alle, siger Andreas Jeppesen.

Kronprinsen aktiverer danskerne med Royal Run

Kronprinsen begynder Royal Run-dagen i Aalborg, hvor han løber One mile. Herefter fortsætter han til Aarhus, Esbjerg og Odense, hvor han ligeledes løber One mile, inden han slutter sin løbefest af i København/Frederiksberg med at løbe 10 kilometer gennem hovedstaden. 

Kronprinsen er en aktiv løber og motionist, og med Royal Run ønsker han at benytte den runde dag til at komme tæt på danskerne. Det gør han med bevægelse som omdrejningspunkt for dagen. Samtidig har han et ønske om at inspirere endnu flere til at komme i gang med at løbe. 

Læs mere om eventen på royalrun.dk og på www.facebook.com/royalrundanmark.

Fakta om Royal Run

 
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Oversigt

    Oversigt