Veninden greb ind: Ellers havde jeg ikke siddet her i dag

21-årige Bjørk Helena Sanvig Knudsen har altid følt sig anderledes end skolekammeraterne og har kæmpet med angstanfald og depressioner, siden hun var 16 år.

Det er første gang, hun fortæller sin historie til en journalist. 21-årige Bjørk Helena Sanvig Knudsen åbner døren til ungdomsboligen i Odense og tager os med ind på sit værelse.

Arrene på armene gør hun intet for at skjule, for nu har hun valgt at stå frem for at hjælpe andre. 

quote Hvis der ikke var nogen, som havde grebet ind på det tidspunkt, så er jeg ikke sikker på, jeg havde siddet her i dag. Jeg havde ikke lyst til at være her længere, for det gjorde så ondt at være mig

Bjørk Helena Sanvig Knudsen

- Jeg håber, at min historie kan gøre, at der måske sidder en derude og tænker: "Gud, det ramte mig det der". Jeg vil gerne undgå, at det bliver lige så svært for hende, som det har været for mig, siger hun.

Den netop udkomne nationale sundhedsprofil viser, at mange unge kvinder som hende har det skidt.

Nemt mobbeoffer

På væggen over sengen sidder fire lyserøde post-it-sedler. På den ene står der "husk psykolog onsdag".

Igennem hele folkeskolen havde hun det svært, og ingen lagde mærke til, at hun ikke havde det godt. Bjørk interesserde sig ikke for make-up og drenge. Hun blev mobbet som den stille og indadvendte pige, der blev et nemt offer for de vrede drenge.

Hendes fravær var stort, og det kneb med at få lavet lektier og afleveringer. Alligevel var det først i syvende klasse, at en lærer opdagede problemerne.

Billedet er fra niende klasse, hvor Bjørk Helena Sanvig Knudsen blev mobbet og følte sig anderledes end klassekammeraterne.
Billedet er fra niende klasse, hvor Bjørk Helena Sanvig Knudsen blev mobbet og følte sig anderledes end klassekammeraterne.
Foto: Morten Grundholm

-Jeg frygtede, det blev værre, hvis jeg selv sagde noget om det. Det så ud som om, alle de andre havde det fint, så jeg tænkte, det måtte være mig, der var et eller andet galt med, siden jeg ikke kunne få det til at fungere, siger hun.

Den nationale sundhedsprofil

Bange for at dø

I en kasse på hylden finder hun klassefotoet fra niende klassen. Hun voksede op i Frederikshavn, og problemerne kulminerede i tiende klasse, da hun skulle vælge uddannelse. Hun begyndte at få angstanfald helt ud af det blå med voldsom hjertebanken. De kom typisk om aftenen inden sengetid eller om morgenen, før hun skulle i skole.

-Jeg blev helt panisk og følte, at jeg ikke kunne få vejret. Jeg blev klam og svedig og var virkelig bange for, at jeg skulle dø. Det var som at være i en glaskasse. Jeg kunne godt se verden, men jeg kunne overhovedet ikke reagere på de ting, der foregik omkring mig, fortæller hun. 

Bjørk Helena Sanvig Knudsen fortalte det først til sine forældre, da angstanfaldene blev så voldsomme, at de var svære at holde skjult længere. Først da fik forældrene øje på, at noget ikke var, som det skulle være. 

Hun forklarer det selv med et stort pres i forhold til at vælge uddannelse som ung og kulminationen på mobberiet igennem hele skoletiden.

-Jeg var presset af at skulle vælge uddannelse, og så var det kulminationen på mobberiet gennem hele min skoletid. Det blev simpelthen for meget for mig, siger hun. 

Sådan hjælper du en kammerat, der mistrives

Nissen fulgte med

Forældrene fik fat på en psykolog, men Bjørk var ikke klar til at lukke op. Efter tiende klasse flyttede Bjørk Helena Sanvig Knudsen fra Frepå Kostgymnasium på Fyn, hvor hun fulgte medie-og journalistiklinjen. 

Hun håbede at kunne flytte fra problemerne, men tog fejl. Nissen fulgte med, og selvværdet var så lavt, at hun isolerede sig.

-Jeg blev nemt ked af det, og jeg følte ikke, jeg var god nok. Jeg følte, alle de andre var bedre end mig. Jeg følte ikke, at jeg som person var god nok til at være her, fortæller hun.

En veninde opdagede det og fik sagt det til den ansvarlige kostpædagog på årgangen. Bjørk fik hjælp og er sikker på, at det har reddet hendes liv.

-Hvis der ikke var nogen, som havde grebet ind på det tidspunkt, så er jeg ikke sikker på, jeg havde siddet her i dag. For jeg havde det virkelig ikke godt, og jeg havde ikke lyst til at være her længere, for det gjorde så ondt at være mig, siger hun. 

Bjørk Helena Sanvig Knudsen har valgt at læse psykologi på Syddansk Universitet for at give sin viden videre. Derudover er hun frivillig i Unge På Vej og tager ud til folkeskoler og fortæller andre unge sin historie. 
Bjørk Helena Sanvig Knudsen har valgt at læse psykologi på Syddansk Universitet for at give sin viden videre. Derudover er hun frivillig i Unge På Vej og tager ud til folkeskoler og fortæller andre unge sin historie. 
Foto: Morten Grundholm

Lærere skal rustes

Hun har valgt at læse psykologi på Syddansk Universitet for at give sin viden videre. Derudover er hun frivillig i Unge På Vej og tager ud til folkeskoler og fortæller andre unge sin historie. Næste gang er 17. april, hvor hun skal tale i Assens.

-Jeg havde det skidt i hele folkeskolen og det var først i syvende klasse, at en lærer opdagede det. Lærerne skal rustes bedre til at spotte, når eleverne har det dårligt, mener hun. 

Bjørk Helena Sanvig Knudsen går regelmæssigt til samtaler hos en psykolog og har fået det bedre med sig selv. Men hun kæmper stadig med angstanfaldene, der kommer i perioder, hvor hun har meget over hovedet.

Oversigt

    Oversigt