Bagmandspolitiet vil have Middelfart-direktør dømt: Start på spektakulær sag om ulovligt flybrændstof til Syrien

Messerschmidt-anklager skal forsøge af få Dan-Bunkering og Bunker Holdings direktør dømt.

En af de mest spektakulære erhvervs-retssager på Fyn i flere år starter i morgen ved retten i Odense.

Keld Demant, direktør for Bunker Holding i Middelfart, er tiltalt af Bagmandspolitiet for otte handler med flybrændstof, som blev brugt til, at russiske fly kunne bombe i Syrien.

Ifølge Bagmandspolitiet stod Bunker Holding og selskabets direktør, Keld Demant, bag otte af 33 leverancer - i alt 40.000 ton jetbrændstof - til en værdi af 163 millioner kroner.

Datterselskabet Dan-Bunkering, hvor Keld Demant var bestyrelsesformand, er tiltalt for 33 aftaler med russiske bagmænd om 172.000 ton brændstof - svarende til en værdi af 648 millioner kroner, fremgår det af anklageskriftet.

Skærpende omstændigheder

Keld Demant er tiltalt efter straffelovens paragraf 110 c., der under skærpende omstændigheder kan udløse en maksimumstraf på fire års fængsel, hvis man overtræder EU-sanktioner mod et land - i dette tilfælde Syrien.

Med en omsætning på 66 milliarder kroner og et overskud på 621 millioner kroner før skat sidste år er Bunker Holding-koncernen og Østergaard-Nielsen familien en af Fyns rigeste. Dan-Bunkering tjente alene 145 millioner kroner på salg af brændstof og skibsolie.

18 retsdage

Retssagen varer 18 retsdage indtil den 14. december, og anklageren fra Bagmandspolitiet er også spektakulær. Det er ifølge ShippingWatch Andreas Myllerup Laursen, der med succes førte Meld og Feld-sagen mod Morten Messerschmidt.

Han får følgeskab af Ander Dyrvig Rechendorff, mens forsvaret stiller med tre mand: Jakob Skude Rasmussen fra Gorissen Federspiel, Henrik B. Sanders fra Mazanti-Andersen og Hanne Rahbek fra Nyborg og Rørdam.

Selskaberne kræves idømt en bøde og konfiskation af fortjenester på i alt 18 millioner kroner.

Undrer sig

Hos Bunker Holding og Dan-Bunkering undrer man sig over anklageskriftet.

- Vi betragter tiltalen mod Keld R. Demant alene som en konsekvens af hans funktion som den øverste ansvarlige i Bunker Holding og bestyrelsesformand i Dan-Bunkering. Keld R. Demant har ikke været involveret i de omtalte handler, og han kan derfor heller ikke gøres ansvarlig herfor. Vi mener desuden ikke, at virksomheden har overtrådt EU-sanktionerne, oplyste Bunker Holding sidste år, da anklageskriftet blev offentliggjort.

Tiltalen mod Keld Demant

Der er ifølge ShippingWatch en rigtig god grund til, at anklageskriftet er delt op i to forhold - episoden med de 33 handler og episoden med de otte handler.

Ikke god tro

Bunker Holding fik allerede den 23. december 2016 at vide af Erhvervsstyrelsen, at de var mistænkt for at overtræde EU's sanktioner mod Syrien ved at levere brændstof til russiske skibe, der sejlede flybrændstoffet videre til russisk militær, der brugte det til at bombe i Syrien.

Alligevel indgik Dan-Bunkering ifølge Bagmandspolitiet yderligere otte handler med russerne.

På tidspunktet for de otte handler kunne man ikke længere påstå, at Dan-Bunkering var i god tro, og det kan være skærpende for strafudmeldingen, konkluderer Bagmandspolitiet.