Forstå sagen: Odense støttede ulovligt OSE

Bliv klogere på forløbet op til de seneste dages afsløring af, at Odense Kommune ulovligt har støttet Odense Sport & Event.

Baggrund: 
I 2006 indgår Odense Kommune, Fyns Amt og Odense Sport & Event en aftale i forbindelse med etablering af Arena Fyn.
Odense Kommune betaler sammen med Fyns Amt godt 40 millioner kroner til byggeriet og 1,7 millioner kroner årligt i fem år. 
Kommunen får ret til at benytte arenaen op til 40 procent af tiden til arrangementer, der bl.a. kan være med til at profilere Odense.
Det skal samtidig sikre "balance" i indtægter og udgifter for Odense Sport & Event, som der står i kontrakten.
Det vil sige, at Odense Sport & Event får omsætning i huset.

I december 2012 henvender Odense Sport & Event v. Niels Thorborg og Thomas Christensen sig til Odense Kommune. Man er utilfreds med, at kommunen ikke laver arrangementer nok, og at økonomien ikke hænger sammen.
Man ønsker en forlængelse af lejeaftalen på 1,7 millioner kroner om året de næste fem år.  
Der står også i den oprindelige kontrakt, der forlænges, at Odense Kommune skal sørge for balance i økonomien i Arena Fyn i 20 år.
Altså ud over de første fem år, som den oprindelige kontrakt løber.

Anker Boye.
Anker Boye.

9. januar 2013:
I et notat udarbejdet af kommunens juridske afdeling, orienteres Økonomiudvalget om, at det vil være ulovligt at indgå en forlængelse af aftalen med OSE.

14. februar 2013:
Anker Boye skriver til Niels Thorborg, ejer af OSE, og daværende direktør i OSE, Thomas Christensen, at det ikke er "muligt for Odense Kommune at forlænge perioden for betaling af leje for en ny 5-årig periode".

10. oktober 2013:
Jørgen Clausen underskriver aftale med Odense Sport & Event. I aftalen forpligter Odense Kommune sig til i årene 2013 til 2017, at yde OSE en støtte på 1,7 millioner kroner. I alt 8,5 millioner kroner. Støtten er en lejeaftale af Arena Fyn.

6. februar 2017:
Efter stadsdirektør Stefan Birkebjerg Andersen har igangsat en undersøgelse af kommunens sponsor- og eventaftaler meddeler kommunens eget advokatfirma, Horten, at Odense Kommune tilsyneladende har ydet en ulovlig eller delvist ulovlig støtte på 8,5 millioner kroner til driften af Arena Fyn, der er ejet af Odense Sport & Event fra 2013 til 2017.

Både stadsdirektør og politikere kan blive retsforfulgt, hvis de har været direkte involveret i at give ulovlig støtte til Odense Sport & Event. Den tidligere stadsdirektør i Odense Jørgen Clausen satte sin underskrift på en aftale til 8,5 millioner skattekroner, selvom man i kommunen vidste, at det var ulovligt. Og det kan altså få alvorlige konsekvenser både for de ansvarlige politikere og Jørgen Clausen.

 

 

Oversigt

    Oversigt