48-årig mand erkender sig skyldig i drabet på sin far

Den anholdte mand erkender sig skyldig i drabet på sin 74-årige far i Svendborg onsdag eftermiddag.

Politiet kender endnu ikke motivet til drab på åben gade i Svendborg. Den formodede gerningsmand er anholdt.

Fyns Politi har efter alt at dømme fat i den rigtige mand i sagen om et drab på åben gade i Svendborg.

En 48-årig mand har over for politiet erkendt, at det var ham, der onsdag eftermiddag stak sin far ihjel på Klosterplads nær Svendborg Banegård.

Det fortæller vicepolitiinspektør Henrik Justesen fra Fyns Politi.

- Han er blevet afhørt og erkender sig skyldig i manddrab, siger vicepolitiinspektøren.

Den 74-årige far blev stukket til døde med kniv omkring klokken 13.45 onsdag. Stikkene ramte ham i halsen og i maven. Kort tid efter blev offeret erklæret død af en ambulancelæge.

På trods af den 48-åriges erkendelse kan politiet ikke med sikkerhed sige, hvorfor sønnen dræbte sin far.

- Det er formentlig nogle familiestridigheder af en eller anden art gennem mange år, siger Henrik Justesen.

Efter drabet flygtede sønnen fra stedet, men cirka tre timer senere lykkedes det politiet at anholde den mistænkte i området ved Svendborg Sygehus.

- Han blev anholdt uden større dramatik, siger Henrik Justesen.

Den formodede gerningsmand fremstilles i et grundlovsforhør i Retten i Svendborg torsdag eftermiddag klokken 14.30.

Oversigt

    Oversigt