Øjenvidne: - Der var blod over det hele

TV 2/FYN har talt med et øjenvidne, der ankom til gerningsstedet kort tid efter drabet på en ældre mand i Svendborg.

En ældre mand er tidligt onsdag eftermiddag blevet stukket ihjel på åben gade i Svendborg.

TV 2/FYN har talt med et vidne, der var i gang med at parkere sin bil uden foran kiosken, hvor drabet skete.

Alexander ankom kort tid efter drabet til kiosken ved Banegården.
Alexander ankom kort tid efter drabet til kiosken ved Banegården.
Foto: Mogens Zender

- Jeg opdagede det ved, at der lå en hel vandpyt af blod. Og så så jeg, at vidner gik i gang med at give ham førstehjælp og trykke ham på halsen, fortæller Alexander til TV 2/FYN. 

- Jeg så såret. Det så virkelig forfærdeligt ud.

- Jeg spørger: Hvad er der sket? De siger så, at det er et knivstikkeri. Der har været skænderier.

- Det var dybt chokerende.

- Jeg var nødt til at trække mig lidt tilbage - det var ikke noget, jeg havde lyst til at se på.

 
 
Foto: Mogens Zender

Fyns Politi fik klokken 13.44 en anmeldelse om, at en mand var stukket i halsen med en kniv på Klosterplads i Svendborg. Manden blev kort efter erklæret død af en ambulancelæge.

Offeret er formentlig en 74-årig mand, siger efterforskningsleder Henrik Justesen.

Politiet er dog ikke 100 procent sikker på hans identitet og har ikke talt med hans familie.
 
Politiet arbejder i øjeblikket med at tale med vidner på stedet for at finde frem til gerningsmanden, som stadig er på fri fod.

Politiet afspærrer område
Hele området omkring Klosterplads er spærret af. Restauranter og forretninger er nu lukket. 
 
- Politiet har spærret helt af. De er mødt talstærkt op, og min forretning er helt lukket, siger frisør Lone Mortensen fra Hos Peter til TV 2/FYN. 

Oversigt

    Oversigt