Se kortet: Sådan ser Fyn ud, når man sletter områder med lånehuller

I landområder er det svært for privatpersoner og virksomheder at optage lån. Hvis man sletter de sorte lånehuller fra kortet, vil Fyn se anderledes ud.

Drømmen om at bo på landet og drive virksomhed med udsigt til grønne områder og ro er én, der sikkert tiltaler mange fynboer. Men når den drøm skal realiseres, kan det vise sig at være noget mere besværligt end som så.

I flere landområder oplever nemlig både privatpersoner og i høj grad også virksomhedsejere problemer med at optåge lån.

- Generelt kan øerne have det svært, og ellers er det typisk områder, hvor der er længere afstand til hovedfærdselsårerne, der er udfordrede, siger erhvervschef i Nyborg, Babak Djarari til TV 2 Fyn. 

Og samme billede tegner erhvervschefen i Assens, Kristine Lawaetz Lyngbo. 

- De dele af de fynske kommuner, som ligger langt fra motorvejen, har nogle trafikmæssige udfordringer, som man ikke har tættere på motorvejene, siger hun.

Farvel til øerne og store landområder

Ifølge de to erhvervschefer er der altså store udfordringer med at optage lån, hvis man befinder sig for langt fra motorvejen eller andre hovedveje. Og hvis man fjerner alle de udfordrede områder fra kortet, tegner der sig et noget anderledes udseende af Fyn. 

Alle de sorte områder på Fyn oplever man problemer med at optage lån. 
Alle de sorte områder på Fyn oplever man problemer med at optage lån. 
Foto: David Moritz

- Her på Fyn betyder det åbentbart noget i det øjeblik, man befinder sig 20 kilometer fra motorvejen. Det er bare et helt andet billede, end hvis man skulle sammenligne med samme afstand i eksempelvis Nordsjælland. Der ville 20 kilometer fra en motorvej nemlig ikke være et problem, siger Kristine Lawaetz Lyngbo.

- Det er jo ingen hemmelighed, at infrastruktur har en kæmpestor betydning for virksomheder og deres placering og sådan set også deres muligheder, når det kommer til at opnå finansiering, slutter Babak Djarari sig til. 

Tabu blandt virksomheder

Selvom det for de fleste giver logisk mening, at infrastruktur har en betydning for virksomheder, så er det faktisk de færreste virksomheder, der er interesserede i at fremstille deres økonomiske situation i pressen. 

- Virksomhederne er jo ikke interesserede i at udstille, at de er blevet afvist i banken. Det får deres økonomiske situation til at fremstå dårlig, selv når de faktisk reelt har styr på økonomien, siger Kristine Lawaetz Lyngbo og fortsætter: 

- Det er jo virkelig noget underligt noget, at det er afstanden til motorvejen, der skal afgøre, om en virksomhed kan drives eller ej. Der ligger jo virkelig mange virksomheder i såkaldte risikofyldte områder, som klarer sig rigtig godt, siger Kristine Lawaetz Lyngbo. 

Oversigt

    Oversigt