Måske OB's største talent: Sådan gik det Julius Eskesen i 2016

Julius Eskesen er ved Sportslørdag nomineret til årets fund. OB’s U19-spiller snuste i 2016 til fodbold i udlandet.

OB’s talentfulde U19-spiller Julius Eskesen er med 15 ungdomslandskampe i bagagen et af de største fodboldtalenter på Fyn.

Ved Sportslørdag den 21. januar er han nomineret til årets fund, og i november var TV 2/FYN med fodboldtalentet til træning i Ådalen, hvor han fortalte om det at komme til prøvetræning i udlandet. Det 17-årige fodboldtalent havde blandt andet været en tur i Malaga i Spanien for at snuse til elitemiljøet.

- Det er et meget hårdere miljø. Dem, der skal tage imod, tager ikke rigtig imod dig. Det er deres plads, du muligvis kan gå ind og tage, så du bliver sparket ned, men det er også en del af miljøet, sagde Julius Eskesen.

2016 har desværre budt på en længere skadespause for den talentfulde midtbanespiller, og før sommerferien blev han opereret for sportsbrok. 

Han har dog også nydt stor succes på OB’s U19-hold i efterårssæsonen, hvor holdet er gået til vinterpause på en femteplads i U19-ligaen – væsentligt bedre end sammenlignet med OB’s superligahold.

 

Netop superligaholdet drømmer Julius Eskesen om at blive en del af inden for den nærmeste fremtid, og måske kan man allerede se fodboldtalentet på eliteholdet i løbet af 2017.

Julius Eksesen kom til OB som 10-årig fra B1913. Midtbanespilleren roses for sine tekniske kvaliteter og sine lederegenskaber.

– Julius Eskesen er en meget arbejdsom og boldfast spiller, der er dygtig i de små områder. Han er god til at sætte sig selv i scene og finde de mellemrum, der gør ondt på modstanderne, sagde OB's ungdomstræner, Anders Skjoldemose, da klubben forlængede hans kontrakt i sommer. 

Han er nomineret til årets fund ved Sportslørdag, hvor du kan være med til at afgøre, hvem der skal løbe med publikumsprisen. Du kan deltage i afstemningen om publikumsprisen på Sportslørdags Facebook-side

Oversigt

    Oversigt