DF: Flytning er omfordeling mellem de tre største byer

DF er skuffet over, at universitetsbyer løber med de fleste statslige arbejdspladser i regeringens plan.

Det vækker undren hos regeringens støtteparti, at en betragtelig del af de statslige arbejdspladser, der skal rykkes ud af hovedstaden, går til større universitetsbyer. 

Erhvervs- og vækstordfører Hans Kristian Skibby (DF) lufter sin skuffelse på Twitter:

- Helt ærlig ... skuffet over at det er universitetsbyerne som løber med langt de fleste statslige arbejdspladser. Hvad blev der af opgøret med den geografiske glidebane - og opgøret med centralisering?

Han bakkes op af skatteordfører Dennis Flydtkjær, der samme sted skriver:

- Når ambitionen er et Danmark i bedre balance, så er meningen vel ikke en omfordeling mellem de tre største byer.

De fire universitetsbyer Aarhus, Odense, Aalborg og Roskilde får tilsammen 1.191 statslige arbejdspladser i regeringens anden runde udflytninger.

Odense er absolut topscorer med 465 stillinger, 306 stillinger går til Aarhus, 264 stillinger til Roskilde og 156 stillinger til Aalborg.

Dansk Folkeparti er ikke ene om at undre sig over fordelingen.

- Jeg kan godt forstå, hvis de mindre byer føler sig forbigået. Vi vil gerne række endnu længere ud, hvor det for alvor vil kunne gøre en forskel, siger SF's politiske ordfører, Karsten Hønge, i en pressemeddelelse.

Enhedslistens landdistriktsordfører Henning Hyllested istemmer:

- Hvis meningen med regeringens udspil var at skabe liv og arbejdspladser i vores udkantsområder, så kan man undre sig over, at det er Aarhus og Odense, der løber med langt de fleste arbejdspladser i den her plan.

På pressemødet for fremlæggelsen af udflytningsplanen glædede statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) sig derimod over, at Odense, Aalborg og Aarhus som lokale hovedstæder styrkes.

Han betonede samtidig, at der er flere hensyn at tage i flytningen. Både hensynet til, at de statslige arbejdspladser skal spredes i hele landet, og at visse stillinger skal placeres i stærke universitetsmiljøer. 

 

Oversigt

    Oversigt