Kvinde hårdt kvæstet: Fyns Politi vil hjælpe tysk politi efter nyt stenkast

Fyns Politi vil nu kontakte tysk politi for at undersøge, om to stenkast syd for den danske grænse har forbindelse til et stenkast ved Odense i 2016, der kostede en tysk kvinde livet.

To sten blev inden for en halv time tirsdag aften kastet ned fra motorvejsbroer i det nordligste Tyskland.

En 58-årig dansk kvinde kom alvorligt til skade ved hændelsen og er nu indlagt på et hospital i Flensborg. Kvinden er hårdt kvæstet men ikke i livsfare.

Det skriver TV 2.

Kvinden er dansk statsborger, men bor i Flensburg.

Ifølge TV Syd smadrede stenen ved det første stenkast forruden på bilen og skadede bilisten, som dog selv var i stand til at trække ind til siden. Tysk politi, brandvæsen og redningsmandskab blev tilkaldt til ulykken.

Stenen blev kastet fra en motorvejsbro ved Ellund ned på den tyske motorvej A7 umiddelbart syd for motorvej E45 grænseovergangen ved Padborg.

Granitstenen måler 25 gange 25 centimeter, og den blev fundet i midterrabatten. 

To stenkast samme aften

TV Syd skriver videre, at en halv time før stenen blev kastet ved Ellund, blev en anden sten kastet ned på motorvejen fra en motorvejsbro syd for Barderup omkring ti kilometer længere nede i Slesvig-Holsten.

I august 2016 blev en tysk familie ramt af en sten kastet fra en motorvejsbro på Fynske Motorvej. Stenkastet kostede en 33-årig tysk kvinde livet, mens hendes 36-årige mand mistede synet og har brug for hjælp 24 timer i døgnet. Manden bor nu hos sine forældre og kan ikke klare sig uden hjælp. Han er blind og har store problemer med at huske. Til tider kan han ikke genkende selv sine allernærmeste pårørende.

I bilen sad også deres femårige søn, der slap uden alvorlige skader.

Fyns Politi vil nu tage kontakt til det tyske politi for at undersøge, om tirsdagens to stenkast syd for den danske grænse har forbindelse til stenkastet i 2016 på Fyn, skriver altså Ritzau. 

 - Vi har ikke været i kontakt med tysk politi endnu, men det vil vi helt sikkert gøre for at høre, om der er tråde mellem de to sager, og så får vi et svar på, om der er noget, vi kan bruge til noget, siger Richardt Jakobsen, vicepolitiinspektør i Fyns Politi til Ritzau.

Oversigt

    Oversigt