Stenkast fra bro: Trine Bramsen vil rykke minister for kameraer

Flere sten er blevet kastet fra fynske motorvejsbroer. Først nu kommer der lys op, men lovede overvågningskameraer lader vente på sig.

Den fynske retsordfører Trine Bramsen (S) vil rykke den konservative justitsminister Søren Pape Poulsen for opsætningen af 30 hemmelige kameraer på vejstrækninger over hele landet. 

Det vil hun, efter en eller flere gerningsmænd tirsdag nat smed flere, store sten ned på motorvejen mellem Blommenslyst og Vissenbjerg. 

- I september fik vi håndslag fra justitsministeren på, at nu vil de her kameraer komme, så jeg er meget spørgende over for, hvorfor det ikke er sket noget endnu. Jeg forstår simpelthen ikke, at der ikke er handlet på det, fortæller Trine Bramsen til TV 2/Fyn.

Ifølge Rigspolitiet er de 30 kameraer, som justitsministeren lovede, hverken sat op eller indkøbt.

- Vi taler om at indkøbe kameraer. Det er jo ikke raketvidenskab, mener retsordføreren.

Trine Bramsen kører selv ofte på den Fynske Motorvej, og hun lover fynboerne, at hun fortsat vil kæmpe for at få sat kameraerne op. 

- Jeg giver aldrig op, så jeg vil bede om en redegørelse for, hvorfor søren aftalen, vi indgik i september, ikke er overholdt. Jeg synes ikke, det er i orden, at det tager så lang tid at indkøbe de her kameraer, for det her handler om rigtig mange borgeres tryghed, siger hun.

Lys sættes op

Siden en tysk kvinde mistede livet i sommeren 2016 af en sten kastet fra en fynsk motorvejsbro, er flere sten blevet smidt fra motorvejsbroerne ved Langesøvej mellem Blommenslyst og Vissenbjerg i Assens Kommune og Spedsbjergvej i Odense.

Derfor har borgmestrene i kommunerne også selv taget initiativ til, at der kommer lys på de to broer.

Opsætningen af lys begynder allerede torsdag morgen - godt et døgn efter det seneste stenkast. 

 

Oversigt

    Oversigt