Uvished i Svendborg: Vestdanske politiskole udskudt i flere år

Justitsminister udskyder ny politiskole, som måske skal ligge i Svendborg, med mindst et år. Retsordfører Trine Bramsen kalder det katastrofalt, mens Svendborgs borgmester kalder forløbet underligt.

Den nye politiskole vest for Storebælt står først klar i 2019 eller 2020. Det siger justitsminister Søren Pind (V) til Politiforbundets fagblad Dansk Politi. Det var planen, at den nye politiskole skulle være færdig allerede i 2018, men den udskydes nu. Retsordfører Trine Bramsen (S) er frustreret over meldingen. 

quote Jeg vil nærmest betegne det som en katastrofe

Trine Bramsen, Retsordfører, Socialdemokraterne

- Jeg er meget bekymret over den melding. Jeg vil nærmest betegne det som en katastrofe. Der er akut behov for politimænd ude på gaderne, siger hun.

Trine Bramsen frygter, at der ikke vil blive uddannet de betjente, der er behov for.  

- I forvejen er dansk politi presset. Hvis vi skal vente til 2020 med at optage betjente,  går der yderligere to år, inden de er uddannede, forklarer hun.

Borgmester undrer sig
Svendborg er en ud af syv vestfynske kommuner, der har budt ind på en placering af den nye politiskole. Kommunen har foreslået, at politiskolen bliver placeret i AMU-skolens lokaler på Ryttervej. 

 

 

- Det er da et underligt forløb. Først fik vi at vide, at vi ville få besked før sommerferien. Så blev beslutningen igen udskudt først til efter sommerferien og siden hen til finanslovsforhandlingerne. Og nu skal vi tilsyneladende vente endnu længere, siger Svendborgs borgmester, Svend Erik Hornemann(V).

Den nye skole skulle efter planen have stået færdig i 2018. Planen er, at den nye skole skal hjælpe med at øge optaget på politiuddannelsen med omkring 900 personer over de fire år til i alt 1830. Aftalen blev indgået som en del af politiforliget i november 2015.

- Processen sejler for justisitministeren, og kommunerne er blevet holdt for nar. Det her sætter en stor streg under, at jusistministeren ikke har styr på det, siger Trine Bramsen. 

Hun er skeptisk over for, at skolen nu skal være en del af finanslovsforhandlingerne. Regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og De Konservative står bag politiforliget.

- Når vi ikke får en afklaring, så betyder det, at vi Svendborg fortsat skal bruge resurser på at holde os inde i kampen om at få skolen. Det havde været bedre for alle parter med en afklaring, siger Lars Erik Hornemann.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Oversigt

    Oversigt