17 smittede på sygehus: Indfører masker og flere test

Flere er smittede blandt både personale og patienter på Svendborg Sygehus, der nu indfører en række tiltag weekenden over.

Covid-19-smitten stiger – også på Odense Universitetshospital Svendborg Sygehus. Det har sygehuset meldt ud på Facebook fredag eftermiddag.

Ifølge oversygeplejerske Susanne Barren er der tale om i alt 17 smittede af både personale og patienter på forskellige afdelinger, primært på hjerteafdelingen. Tidligere på dagen var meldingen 14 smittede.

Sygehuset opfordrer derfor patienter til at tænke over, hvor mange pårørende de tager med ind til aftaler, fortæller oversygeplejersken til TV 2 Fyn.

- Vi har haft stigende smitte i Svendborg, derfor skærper vi opmærksomheden omkring situationen. Men der er ingen grund til panik, og patienterne skal stadigvæk komme, hvis de har aftaler, siger hun.

Coronasmitten betyder, at sygehuset fra dags dato tester patienter, der kommer ind, og har indført ekstra test af medarbejderne. Derudover vil personalet bære maske, hvis de skal tæt på patienterne.

Ingen panik

Susanne Barren understreger, at patienter ikke skal være bange for at komme på sygehuset.

- Det var vi ramt af i første bølge, og det risikerer jo at blive farligt, hvis folk er syge, siger hun og tilføjer, at der ikke er grund til panik.

Derfor synes sygehuset heller ikke, at det er nødvendigt at sætte et antal på, hvor mange pårørende patienterne må tage med.

- Vi siger ikke, at der ikke må komme pårørende, men bare at man overvejer, hvor mange, siger oversygeplejersken.

Mødes om situationen mandag

Det er en mindre corona-task force, der fredag har haft møde om situationen og på den baggrund er kommet med tiltagene, netop for at man fortsat roligt kan komme på sygehuset, lyder det.

De er kun indført på Svendborg Sygehus, og indtil videre kommer tiltagene til at gælde til og med mandag, hvor gruppen mødes igen for at vurdere situationen.

- Hvis det viser sig, at vi kun havde de 14 smittede, skal vi ikke have en masse ekstra initiativer. Men hvis det fortsat stiger, kigger vi på, om det kræver flere tiltag, siger oversygeplejersken.

Ligesom ude i samfundet opfordres man også til at huske god håndhygiejne og afstand, når man besøger sygehuset.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Oversigt

    Oversigt