19-årig vil svømme 180 kilometer på seks dage: - Jeg nynner for at få tankerne væk

19-årige Rasmus Pedersen vil på seks dage svømme 180 kilometer rundt om det sydfynske øhav.

Med havregryn til morgenmad og et lift til havnen begyndte dagen for kostskoleelev og svømmer Rasmus Pedersen som så mange andre. I Lundeborg blev følgebåden gjort klar, og Rasmus Pedersen trak i våddragt og svømmesokker.

- Og så hoppede jeg bare i vandet, siger han.

Men dagen var ikke hvilken som helst. Det var dén, Rasmus havde trænet op til, siden han sammen med sin træner på Oure Kostgymnasium, Michael Ormstrup, i begyndelsen af året besluttede sig for at svømme rundt om de sydfynske øer. En distance den unge svømmer har planer om at tilbagelægge på seks dage.

- Det var en lidt anden følelse at hoppe i vandet og vide, at der er 180 kilometer tilbage, fortæller han.

Turen rundt om øhavet skulle egentlig først begynde søndag, og det oprindelige mål var svømme distancen på fem dage. Men efteråret satte ind, vinden tog til, og planen blev revurderet.

- Det er mere betryggende, at jeg har seks dage. Nu er der større sandsynlighed for, at jeg når det, siger Rasmus Pedersen. 

Ene mand i åbent hav

quote Det startede med, at jeg bare gerne ville svømme så langt, jeg overhovedet kunne. Det blev så til en længere tur

Rasmus Pedersen, svømmer og kostskoleelev på Oure Kostgymnasium

Som Oure Kostgymnasiums eneste svømmer er Rasmus Pedersen vant til at være alene i vandet. Når han svømmer tænker han lidt over sin teknik, men først og fremmest prøver han på at lade være med at tænke over, hvor langt han skal.  

- Jeg nynner for at få tankerne til at gå væk, siger han.

Egentlige sange eller melodier er det ikke, Rasmus Pedersen gør bare, hvad han føler for, for at finde ud af, hvad virker. 

- Nu er det første gang, jeg gør det her, så det er meget nyt alt sammen, siger han.

Træneren Michael Ormstrup holder øje fra en følgebåd under turen. Han har været med lige fra Rasmus Pedersen ytrede sit ønske om at udfordre sine evner på distancen. 

- Det startede med, at jeg bare gerne ville svømme så langt, jeg overhovedet kunne. Det blev så til en længere tur, siger Rasmus Pedersen. 

Mange timer i koldt vand

Med både strøm og bølger mod sig, havde Rasmus Pedersen en gennemsnitsfart på knap fire kilometer i timen på turens første etape, hvor han svømmede 11,5 kilometer. For at nå sit mål skal han være i det kølige vand i mange timer om dagen, og selv med våddragt, strømper, handsker og badehætte kan det blive en udfordring. 

- Den første halvanden time er okay, men så bliver det koldt, siger han. 

Når dagens i alt tre etaper er overstået, skal han overnatte i en autocamper, som hans mor følger ham i fra land. Vejen mod de 180 kilometer på seks dage er kun lige begyndt, men Rasmus Pedersen er sikker på, at han når det. 

- Indtil videre går turen ganske fornuftigt, siger han. 

Oversigt

    Oversigt