50.000 samles: Sådan forbereder sygehus sig på stort rykind

Normalt er færre på job på sygehuset i Svendborg på dette tidspunkt, men Landsstævnet udskyder sommerferien for flere sygeplejersker og læger.

Sygehuset i Svendborg forventer ikke at blive overrendt under de kommende dages Landsstævne. Alligevel har cheflæge på akutmodtagelsen i Svendborg Mette Worsøe mod sædvane valgt først at gå i sommerbemanding efter weekenden.

Samtidig opjusterer skadestuen med yderligere to læger.

- Vi er forberedt, hvis der kommer større skader, men vi forventer dem ikke. Erfaringer viser, at det ikke er meget farligere at tage til Landsstævne end andre større sportsbegivenheder, og skulle det ske, at der kommer mange ind, samarbejder vi med Odense og kan sende dem derind, fortæller Mette Worsøe.

Udover det stigende antal turister, der altid kommer til Svendborg og Sydfyn, når der står sommerferie på kalenderen, kommer 20.000 landsstævnedeltagere, 4.500 frivillige og op mod 25.000 daglige gæster til at fylde godt i bybilledet - men formentlig altså ikke på skadestuen.

Skadestue på Landsstævne

Inde på landsstævnepladsen er der ifølge Mette Worsøe oprettet en lille skadestue, der kan tage sig af det meste.

- Det, der kommer på sygehuset, er det, der kræver røntgen eller et større set up, fortæller hun.

Derfor skal svendborgensere, der får fingrene i græsslåmaskinen eller vrikker om på trappen ikke frygte, de ikke kan komme til på skadestuen.

- De skal være lige så trygge som altid, og så skal de holde et godt Landsstævne.Vi skal nok være der hele weekenden, forsikrer cheflægen. 

Sygehuset i Svendborg forventer typisk at have travlt i eftermiddags- og aftentimerne.

De mange sportsudøvere og frivillige, der tager til Svendborg, giver nogle vilde tal og sjove fakta. Blandt andet deltager 131 Laura'er, og der bliver spist 3,3 tons havregryn.

Oversigt

    Oversigt