Aalborg tryner GOG efter pausen og stryger til tops

Efter en jævnbyrdig første halvleg skød Aalborg de danske håndboldmestre i sænk og vandt storkampen.

I juni vandt GOG det danske håndboldmesterskab efter to ultratætte finaler mod Aalborg. Men i denne sæson er det foreløbig aalborgenserne, der har overtaget i duellerne mellem de to guldkandidater.

Før ligastarten vandt Aalborg Super Cup mod netop GOG, og søndag aften blev sydfynboerne så dukket igen. På udebane i Odense vandt Aalborg en intens kamp med 35-29 og strøg dermed til tops i ligatabellen.

At det endte med så forholdsvis klare sejrscifre, er en overraskelse. Ikke mindst efter en helt jævnbyrdig første halvleg for øjnene af 4000 tilskuere.

Især de første 20 minutter foregik det i et hæsblæsende tempo. Ingen af de to hold fedtede unødigt rundt med bolden, men tævede den mod mål, så snart muligheden opstod.

Det udløste næsten to mål i minuttet, indtil der midtvejs i første halvleg begyndte at komme en smule ro over kampen.

Træner udvist for protester

Hvor GOG havde et spinkelt overtag, da tempoet var højt, havde gæsternes spil godt af lidt mere omtanke.

Playmakeren Aron Palmarsson plaffede sine stående skud af med stor effekt, og Lukas Sandell var farlig fra sin position på højre back.

Efter 15-15 ved pausen begyndte kampen at tippe mod Nordjylland i de første minutter efter sidebyttet.

I målet fik Simon Gade bedre og bedre fat i GOG-skytterne, og efter ti minutter førte Aalborg 21-17.

GOG'erne virkede frustrerede over flere dommerkendelser. Træner Nicolej Krickau blev udvist for protester, og efterhånden begyndte troen på point at sive ud af hjemmeholdet.

Med sejren rykker Aalborg forbi både GOG og Kolding og er nyt tophold i herrernes håndboldliga. Aalborgenserne har 11 point efter seks kampe. De to forfølgere har begge ti point.

Oversigt

    Oversigt