Alvorlige påkørsler på slotsport: Nu skal de lokale høres ad

Borgerne bliver nu hørt om en løsning på, hvad der skal gøres for at sikre, at de fredede portbygninger ved Valdemars Slot ikke bliver ramt af flere alvorlige påkørsler. 

I løbet af de seneste par år har der været flere alvorlige påkørsler af de fredede portbygninger ved Valdemars Slot på Tåsinge, og derfor valgte Teknik- og Erhvervsudvalget i Svendborg Kommune at lukke vejen igennem porten i december 2019.

Den politiske beslutning blev dog truffet, uden at man hørte de lokale, hvad de synes, og der var stor utilfredshed i lokalsamfundet med lukningen, så politikerne omstødte i januar beslutningen og genåbnede vejen.

På et møde torsdag har Teknik- og Erhvervsudvalget besluttet at sende diskussionen om de ændrede kørselsforhold gennem portbygningerne ved slottet i offentlig høring i fire uger. Det oplyser udvalget i en pressemeddelelse fredag.

- Der skal sættes foranstaltninger op for at undgå flere påkørsler af bygningerne, lyder det i en pressemeddelelse.

Hvad skal der gøres?

Om påkørslerne skal undgås med en ny lukning af vejen, yderligere skiltning eller hastighedsbegrænsning i området eller lignende tiltag, skal borgerne altså være med til at få indflydelse på. 

Lokale får med andre ord lov til at blive hørt, inden der igen bliver truffet en politisk afgørelse. Den offentlige høring kører i fire uger fra 12. maj. 

Det var Slot- og Kulturstyrelsen, der i august 2019 bad om at finde en løsning på at sikre de fredede slotsbygninger, som blev bygget af kong Christian 4. mellem 1639 og 1644.

Oversigt

    Oversigt