Bank til forældre: Sådan undgår I, at jeres børn bruger penge på noget dumt

Forældrene skal tage en snak med børnene om at lægge et budget, råder bankdirektør. Hvis børnene ved, at der skal arbejdes for penge, bruger de dem ikke i lige så høj grad på noget dumt.

Næsten 4.000 unge fynboer er registreret i Ribers Kredit Information, RKI, som er et register over dårlige betalere.

I denne uge sætter skoler og banker fokus på unges økonomi, og derfor var det Petter Blondeau, der er administrerende direktør i Fynske Bank, som stod for undervisningen tirsdag formiddag på Ida Holsts Skole i Svendborg.

Her gav han eleverne gode råd til, hvordan de styrer deres økonomi, men han havde også et godt råd til elevernes forældre.

- De skal tage en snak med deres unge mennesker om at lave et budget og lave noget opsparing. Se på, hvor de tjener deres penge, hvor meget de tjener, og om de skal bruge det hele, siger Petter Blondeau til TV 2/Fyn.  

Arbejde for pengene

quote Penge er ikke bare noget, der kommer. De skal først arbejde for dem, og så er det lidt ærgerligt, hvis man bruger dem på noget dumt

Petter Blondeau, bankdirektør

Hvis der er nogle drømme, børnene gerne vil have opfyldt, skal der på realistisk vis sættes fokus på det.

Når børnene får et bedre overblik over, hvor langt pengene rækker - eksempelvis med et budget - er der samtidig større sandsynlighed for, at børnene ikke bruger pengene på noget dumt - hverken nu eller senere i livet.

- Tag en fordomsfri snak om alle de ting, og hjælp dem med at lave struktur og et system i deres egen økonomi. Via den vej får de unge også respekt for, at penge ikke bare er noget, der kommer. De skal først arbejde for dem, og så er det lidt ærgerligt, hvis man bruger dem på noget dumt, forklarer Petter Blondeau.

Unge bruger flere penge end planlagt

En ny undersøgelse fra Forbrugerrådet Tænk og Finans Danmark viser, at over 40 procent af de unge bruger flere penge end planlagt, når de er sammen med deres venner.

Ifølge undersøgelsen ville 15 procent finde på en undskyldning i stedet for ærligt at sige, at pengene ikke rækker til at spise ude, mens 17 procent ville tage med ud at spise, selv om de ikke har råd.

- Det er bekymrende, at økonomi er så stort et tabu, at mange unge ikke får talt med deres venner, når de ikke har råd. Hvis unge skal have styr på økonomien, er vi nødt til at tale åbent om det. Derfor opfordrer vi alle til at snakke om det – både i vennekredsen, i skolen, på arbejdspladsen og over spisebordet derhjemme, siger Frederik Giese, der er projektchef i Forbrugerrådet Tænk.

I denne uge afholdes derfor en såkaldt pengeuge i landets folkeskoler, hvor bankerne vil forsøge at øge de ældste elevers viden om penge og privatøkonomi.

Banker og interesseorganisationer tager under pengeugen fat i de ældste elever i folkeskolen, da det er her, at mange unge får deres første fritidsjob og bliver konfirmeret.