Betjente gør mærkværdigt fund i Svendborg

Den mobile politistation var torsdag i Svendborg, hvor betjentene efter lidt af en tilfældighed gjorde et mærkværdigt fund. En person er sigtet i sagen.

Det er normalt ganske fredeligt, når Fyns Politis mobile politistation kommer på besøg rundt om på Fyn og øerne. 

Men torsdag var den mobile politistation på besøg i Byparken i Svendborg, og her endte betjentenes fodpatrulje i området med at føre til et opsigtsvækkende fund. 

Det oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse. 

På patruljen blev betjentene opmærksom på en person, som kom ud fra en ejendom. Den mistænkelige person fik dog også øje på betjentene, og så skyndte han sig i den modsatte retning. 

Våben, hash og cigaretter konfiskeret

Kort efter fik betjentene fat i manden, og det viste sig, at han netop havde købt en klump hash på den adresse, hvor han lige var kommet ud fra. 

Derfor ransagede politiet den adresse, hvor manden havde købt hashen. Det viste sig at føre til et interessant fund. 

- Udover knap 100 gram hash og 14 hashklumper klargjort til salg, finder vi nemlig kontanter, tre mobiltelefoner, en armbrøst, en peberspray, en bajonet samt 49 kartoner med cigaretter, som formentlig stammer fra anden kriminalitet, skriver politiet. 

En person er efterfølgende blevet sigtet i sagen, oplyser Fyns Politi. 

Oversigt

    Oversigt