I det fynske folks tjeneste

Brand på Svendborg Sygehus

Der opstod tirsdag formiddag en mindre brand på en stue på Svendborg Sygehus. Ingen personer kom til skade i branden.

Klokken 08.44 måtte brandvæsenet i Svendborg rykke ud til en brand på Svendborg Sygehus' afdeling MG, medicinsk sengeafsnit.

Der var gået ild i en dyne på en sengestue, og der opstod en kraftig røgudvikling. Det fik personalet til at kontakte brandvæsenet.

- Branden er opstået i en seng, hvor en dement mand har fået fat i en lighter, siger Hans Frederiksen, der er vagtchef ved Fyns Politi.

Branden er muligvis opstået, fordi den demente mand har forsøgt at ryge tobak, men det vil politiets undersøgelser formentlig be- eller afkræfte senere på dagen, fortæller vagtchefen.

- Det er i hvert fald ikke forsætlig brandstiftelse, siger Hans Frederiksen.

Der kom ingen personer til skade ved branden. Stuen blev dog medtaget af røgen, men ikke mere end en afvaskning kan klare.