Brilliant pletskud sikrede 12-årige dreng vild præmie

Da Alexander Kiefe Borup McIntyre forleden ramte basketkurven fra midten af banen vandt han en dyr præmie til sin mors veninde. Lørdag fik han også selv en overraskelse.

Torsdag blev der lavet et vaskeægte pletskud i basketkampen mellem Svendborg Rabbits og Bakken Bears. Men det var hverken spillere fra det fynske eller jyske hold, der kastede bolden.

Det var derimod 12-årige Alexander Kiefe Borup McIntyre.

- Det var lidt nervepirrende, men jeg prøvede bare ikke at tænke alt for meget over, at der stod så mange mennesker og kiggede på, husker han.

I pausen i torsdagens hjemmekamp stod Alexander Kiefe Borup McIntyre inde på banen og rettede hele sin opmærksomhed mod kurven. Her skulle han forsøge at score fra midten af banen, og med et langt tilløb og lidt driblen lykkedes det for den unge basketspiller.

Ring med dyr brilliant

Herefter ville jublen ingen ende tage, og det var ikke kun Alexander Kiefe Borup McIntyre, der var begejstret for sit skud.

Grunden til at han overhovedet befandt sig midt på banen i pausen skyldes nemlig, at Alexander Kiefe Borup McIntyres mors veninde Nina Kuschinsky inden kampstart havde deltaget i basketklubbens lotteri. Her havde hun vundet retten til at skyde fra midten, og i stedet for at forsøge selv, bad hun den 12-årige dreng om hjælp.

Det var en god beslutning. 

For udover æren af at være den første nogensinde, der har scoret i de to år konkurrencen har kørt, så vandt Alexander Kiefe Borup McIntyre også en brilliantring til over 8.500 kroner.

Får selv en præmie

Lørdag var Alexander Kiefe Borup McIntyre så forbi guldsmeden i Svendborg, der havde sponsoreret ringen, og her fik han sig noget af en overraskelse.

Fordi det var Nina Kuschinsky, der havde købt loddet, var det selvfølgelig hende, der skulle have den flotte ring, men guldsmed Thomas Pind ville også give den unge basketspiller et minde om den flotte præstation.

Derfor viste han Alexander Kiefe Borup McIntyre et lille vedhæng formet som en basketbold, som skal indgraveres og sættes i en halskæde. Det vakte glæde hos den 12-årige dreng.

- Det kommer til at betyde rigtig meget for mig, det er virkelig fedt. Nu er det også første og måske sidste gang jeg kommer til at score det skud, så det er virkelig fedt, siger Alexander Kiefe Borup McIntyre.

Se skuddet der sikrede Alexander Kiefe Borup McIntyre en brilliantring her
Fotograf: Privatoptagelser

Alexander Kiefe Borup McIntyre har spillet basket i cirka otte år, og med det nylige pletskud er direktøren for Svendborg Rabbits, Troels Fjellø Mortensen, da også overbevist om, at der ikke går mange år, før den unge spiller selv løber rundt på banen til kampene. Der er dog lige en enkelt hage.

- Han får ikke en ring hver gang han scorer for Rabbits, siger Troels Fjellø Mortensen.

Selvom brilliantringen nu er vundet efter to år med pause-konkurrencen, så skal rabbitstilskuerne ikke ærgre sig for meget. Til næste sæson er der nemlig mulighed for at vinde en endnu større ring til en værdi af 11.000 kroner lover guldsmed Thomas Pind. 

Alexander Kiefe Borup McIntyre er ikke den eneste unge fynbo, der har lavet imponerende sportspræstationer. I februar satte en 13-årig dreng rekord og blev verdens stærkeste.

Oversigt

    Oversigt