Bubber og Shaka Loveless indtager Svendborg-skole

Musikeren og tv-værten var på scenen på Vestre Skole for at fortælle om fattige børn og synge i anledning af U-landskalenderens lancering.

Tirsdag indtog musikeren Shaka Loveless og tv-værten Bubber, som er ambassadør for Plan Børnefonden, Vestre Skole i Svendborg med et vigtigt budskab.

I forbindelse med lanceringen af den nye U-landskalender var de ude for at fortælle om børnene i slumkvartererne i Bangladesh, der bliver sendt i arbejde i stedet for i skole.

Og det var ikke et tilfælde, at det lige præcis foregik hos de fynske elever. Skolen har nemlig i mange år haft tradition for at arbejde med det undervisningsmateriale, som følger med kalenderen.

Det er med til at udvide børnenes horisont, fortæller lærer Malene Pasfall.

- Når man bor i en lille by som Svendborg, hvor alle har det nogenlunde ens, er det vigtigt, at børnene lærer at sætte pris på det, de har, siger hun.

- Det er mærkeligt at tænke på

Skolens elever rokkede med, da Shaka Loveless spillede op til dans, og gjorde store øjne, da Bubber fortalte om sin egen tur til slummen. Også selvom det er svært at forholde sig til, at det ikke er alle, der har mulighed for at få en uddannelse.

- Det er lidt mærkeligt at tænke på, at der er børn, der ikke har penge til at gå i skole, når vi har, siger Alberte Holmegaard Roshave, der går i 5. klasse.

Derfor synes skolekammeraten Peter Flensted Laursen også, at U-landskalenderen går til det rigtige formål.

- Jeg er glad for at gå i skole, og jeg synes, det er godt, at pengene går til børn, der ikke har råd til det, siger han.

De skal sætte sig i de fattige børns sted

På Vestre Skole har de blandt andet lært om slummen i natur og teknik-undervisningen, hvor børnene ud fra billeder og film har fremlagt for hinanden.

Formålet er, at de skal prøve at identificere sig med at være et barn, der bor i et andet land og under andre vilkår, end de selv er vant til i Svendborg, fortæller Malene Pasfall.

Noget, der ifølge hende bliver ved med at være relevant for undervisningen, fordi problemet med fattigdom ikke er løst.

- Der kommer hele tiden nye generationer til, og det er vigtigt, at de kender til verden uden for Svendborg og uden for Danmark, siger læreren.

Sangen ’Op for Dhaka’ er inspireret af de Bollywood-toner, der er meget populære i det fattige og tætbefolkede land Bangladesh.

Fra børnebrud til bogorm

Shaka Loveless' sang, som de unge svendborgensere kaster hænderne op til, er som traditionen foreskriver produceret til anledningen.

Sangen hedder ’Op for Dhaka’, og musikeren havde ladet sig inspirere af de Bollywood-toner, der er meget populære i det fattige og tætbefolkede land Bangladesh.

Pengene fra U-landskalenderen kommer helt præcis til at gå til Plan Børnefondens arbejde med at få færre barnebrude og børnearbejdere og flere bogorme i slummen i Bangladesh, fortæller Andreas Malmos, projektleder hos organisationen.

- Mange af forældrene, der sender børnene i arbejde, har heller ikke selv gået i skole, så de kan ikke rigtig se værdien i det. De skal prioritere uddannelse og forstå, at det er vejen ud af fattigdom, siger han.

- Når man bor i en lille by som Svendborg, hvor alle har det nogenlunde ens, er det vigtigt, at børnene lærer at sætte pris på det, de har, siger lærer Malene Pasfall.

Oversigt

    Oversigt