Bunkeren lukker: - Vi skal sgu ned at kigge før den bliver tømt

For første gang i 16 år blev der i dag igen åbnet for bunkeren ved 5. maj Plads i Svendborg for at sikre fund - inden bunkeren lukker helt.

Det var museumsledere fra Svendborg Museum og Koldkrigsmuseet Langelandsfort, der i dag bevægede sig ned under jorden. 

- Det er helt fantastisk, lyder det fra én af dem, mens der bliver bladret i en gammel telefonbog.

- Under Den Kolde Krig var alle telefonbøger forsynet med sider, hvor alarmsignaler, evakueringsforberedelser og så videre - alt det var listet op i bøgerne, fortæller Peer Henrik Hansen, der er leder af Koldkrigsmuseum Langelandsfort

Bunkeren havde oprindeligt til formål at fungere som kommunal kommandocentral for beredskabet, altså politi, brand, redning og politikere, under den kolde krig og var således stedet, hvorfra civilbefolkningen skulle sikres, evakueringen styres og beslutninger skulle træffes, hvis den kolde krig havde udviklet sig til regulær krig.

- Dét at komme ned i en bunker, hvor du finder førstehjælpskasser fra 1948 - det er altså ret unikt, fortæller Peer Henrik Hansen.

Og der blev knipset løs og åbnet kasser, der aldrig har været i brug. Blandt andet én hvor Peer Henrik Hansen hev en lille lyseblå potte frem fra.

 
 
Foto: Christina Vibe Jensen

- Det man tit glemmer, når man snakker krig - jamen det er altså også børnene, der bliver berørt.

Lukningen sker på baggrund af den nuværende situation - man mener ikke, at atomkrigen er en trussel længere. 

- Vi må bare konstatere, at tidligere tænkte man ikke over, at de (bunkere red.) kunne have en historisk værdi. Derfor er det også så super godt, at Beredskabsstyrelsen her i byen har taget opgaven alvorligt og sagt: Vi skal sgu ned og kigge før den bliver tømt.

Men Peer Henrik Hansen har ét ønske for bunkeren og dens historie.

- Jeg synes jo, at det kunne være interessant, hvis man havde et sted som det her til at gøre en ny generation bevidst om, at deres forældre har levet i en alvorlig tid.

 

 

Oversigt

    Oversigt