- Vi må have en plan for broen

Erling Bonnesen håber på en ny langelandsbro eller -tunnel. Borgmesteren synes, det er et utroligt smuk bygningskompleks.

Præcisering
Clock27. okt 2020, kl. 09:08
Artiklen har tidligere haft overskriften "Bygget af beton med havvand: - Vi må have en plan for broen". Nu er TV 2 Fyn blevet gjort opmærksom på, at der muligvis har været brakvand i betonen og formentlig ikke havvand. Vi forsøger, at få opklaret misforståelsen.

En sammentælling foretaget af Fyns Amts Avis viser, at der de seneste 12 år er der brugt knap 203 millioner kroner på et renovere Langelandsbroen. Alene det igangværende arbejde på broen koster 17 millioner kroner.

Det får nu den fynskvalgte folketingspolitiker, Erling Bonnesen (V), til at gå til ministeren. Erlin Bonnesen mener, at det er på tide, at der skabes klarhed om Langelandsbroen.

quote Jeg forstår ikke, hvorfor det skal tage så lang tid

Tonni Hansen, borgmester, Langeland Kommune

Han peger på, at de konstante renoveringer blandt andet er en følge af, at den er bygget af beton, hvor der blev anvendt saltvand (OBS - læs ovenstående præcisering) i blandingen og derfor er broen plaget af tæring. 

Blandt andet vil han spøerge transportminister Benny Engelbrecht (S) om, hvornår bliver det nødvendigt med en ny Langelandsbro eller en tunnel i stedet. Han vil også gerne vide, hvor længe broen kan holde med de nuværende renoveringer.

- Nu er der brugt rigtig mange penge på at reparere den, og det er jo lidt ligesom, at reparere en gammel bil, og så forventer man, at den holder lidt endnu. 

- Men jeg tror, at der kommer en ny Langelandsbro, eller der kommer en tunnel til Langeland på et tidspunkt ind i fremtiden.

Erling Bonnesen sigter efter, at få et langsigtet perspektiv på forbindelsen mellem Langeland og Siø, og tror ikke på at den nu 58-årige bro holder ret meget længere.

- Vi skal have en fremtidsplan for en sikker infrastruktur til Langeland. Det er jo helt afgørende for Langeland som samfund i hele det daglige liv, siger Erling Bonnesen.

Den omdiskuterede Femern-forbindelse mellem Danmark og Tyskland er også en del af perspektivet på Langelandsbroen.

Bygeriet af det enorme projekt er i sin indledende fase. Ifølge Sund & Bælt tager det cirka 8,5 år at bygge forbindelsen, som skal være en 18 kilometer lang sænketunnel.

Når - og hvis - Femernforbindelsen står klar forventes det, at trafikken til og fra Rødby, hvor forbindelsen går i land, og til Langeland ventes at stige.

"Trafikåren til fremtiden"

Erling Bonnesen kalder Fermern-forbindelsen for "trafikåren til fremtiden" for Langeland og Sydfyn, og siger at forbindelsen er en del af den fynske infrastruktur.

- Det giver sig selv, at man vil få forbindelsen op til Lolland og Falster og den vej, så vil der være endnu bedre adgang til også at komme til og fra Langeland. Så man kan sige, fra i dag, hvor Langeland betragtes som en del af et landdistrikt og yderkanten, så kan Langeland komme til at ligge midt i.

- Vi ved alle sammen, at det er godt at ligge midt i rent udviklingsmæssigt, siger Erling Bonnesen.

Pendlere i kø

Pendlere har den seneste uge igen været oppe i det røde felt på grund kødannelser og transporttider, der er blevet forlænget med halve timer og nogen gange mere.

Meget diplomatisk kalder Langelands borgmester Tonni Hansen de seneste års fortløbende renovering af broen for "et irritationsmoment" for langelænderne.

- Det drejer sig også usikkerheden om, hvad der så kommer bagefter, og hvornår slutter det? Og i øvrigt, hvorfor skal det tage så lang tid for at lave noget, der ikke virker så kunstfærdigt igen, siger Tonni Hansen.

Han tilføljer, at han har det godt med, at broen bliver vedligeholdt, men han har det ikke godt med, at det er uafklaret, hvorfor det tager så lang tid.

- Hvorfor kan man ikke gøre reparationsarbejdet på en gang, og så blive færdige, så vi ved vi har uhindret kørselsadgang igen? spørger borgmesteren.

Tonni Hansen har brug for, at man er færdige med at renovere Langelandsbroen inden Femern-forbindelsen åbnes.

- Langelandsbroen er utroligt væsentligt, fordi al trafik skal hen over Langelandsbroen. Så jeg har brug for, at man er færdig med at renovere vores bro, sådan at vi ved, at der er fri og uhindret adgang hen over Langelandsbroen.

- Både i forhold til os, der bor her, men også i forhold til de udbygningsplaner, vi har. Så det er meget, meget afgørende både for mig og alle andre, der bruger Rute 9.

I modsætning til Erling Bonnesen, er Tonni Hansen ikke begejstret for idéen om en ny bro eller en tunnel.

- Jeg tror ikke, at der kommer en ny bro i min levetid, siger den 62-årige Tonni Hansen.

- Jeg holder fast i det, vi har: Langelandsbroen. Jeg synes, det er et utroligt smuk bygningskompleks, så jeg ser helst, at man renoverer det, men sørger for at få det gjort ad én gang i stedet for de her langstrakte projekter. 

- Jeg forstår ikke, hvorfor det skal tage så lang tid, siger borgmesteren.

Fakta om Rute 9

 

Oversigt

    Oversigt