Danske Cool4Sea vinder EM Entreprenørskab

Konkurrencen var hård til European Enterprise Challenge, som er EM i Entreprenørskab for studerende. Men den faldt ud til fynsk fordel.

Studerende med iværksætter-idéer fra hele Europa var samlet i Amsterdam fra den 2. til den 4. juli.

Fem studerende fra SIMAC i Svendborg deltog også i europamesterskabet med deres gruppe Cool4Sea.

Deres opfindelse er et anlæg, der kan udnytte overskudsvarmen i skibe til køling, og de har allerede taget patent på opfindelsen.

Den opfindelse har nu sikret dem titlen som Europamester i Entreprenørskab samt Hyundais særpris.

- Prisen er et stort skulderklap for os, og prisen kan hjælpe os videre. Vi glæder os til samarbejdet med Hyundai, siger Dennis Krogsgaard Andersen.

De unge er alle studerende på SIMAC og deltog i maj i Danmarksmesterskabet i Entreprenørskab, som blev holdt i Børssalen ved Dansk Erhverv. Her vandt de DM og kvalificerede sig da til EM.

- Det er utroligt hvor langt de her drenge har rykket sig og rykker sig hele tiden, hvordan de vokser med opgaven og samtidig bevarer overblikket, siger Hans Thomas Holm Knagaard fra SIMAC.

Med EM og Hyundai prisen følger 15.000 EURO, og de fem unge bag Cool4Sea arbejder ihærdigt på at få deres idé ført ud i livet og udviklet til en levedygtig virksomhed.

Cool4Sea har i juni også fået et mikrolegat fra Fonden for Entreprenørskab - Young Enterprise.

Mikrolegaterne er en starthjælp til studerende med gode idéer, som netop skal gå til opbygningen af egen virksomhed.

Se mere om mikrolegatet her

Oversigt

    Oversigt