De ånder lettet op i Svendborg: Brandskolen har ikke forurenet alvorligt med PFOS

Brandskummet fra brandskolen i Svendborg har ikke medført alvorlig forurening med det frygtede PFOS til nærområdet. Det viser de indledende undersøgelser, som kommunen har fået lavet.

- Vi er meget lettede og rigtig glade for, at der ikke har vist sig at være nogen alvorlig forurening i området omkring brandskolen.

Sådan lyder det fra formanden for Svendborgs Natur-og Miljøudvalg, Bruno Hansen, SF.

De indledende undersøgelser af en mulig PFOS forurening i nærområdet ved brandskolen på Poul Smeds Vej 20 i Svendborg,  kom i stand efter naboer havde udtrykt deres bekymring. Men PFOS- sagen fra Korsør, hvor 187 børn og voksne har fået målt forhøjet kolesterol og nyretal efter at have spist kød fra græssende køer nær en brandskole, får altså ikke ny aflægger i Svendborg.

- Vi har allerede givet borgerne besked om, at der ikke er grund til at tro, at håndtering af brandskum på brandskolen har givet anledning til forurening af det omkringliggende område, siger Bruno Hansen.

Bekymret nabo er beroliget

En af de bekymrede naboer til brandskolen har været Else Lindhard. Undersøgelsen og beskeden fra kommunen har gjort hende mere rolig.  

Else Lindhard er nabo  til brandskolen I Svendborg. Hun føler sig beroliget af undersøgelsen. Foto: Privat foto
Else Lindhard er nabo til brandskolen I Svendborg. Hun føler sig beroliget af undersøgelsen. Foto: Privat foto
Foto: privat foto

- Vi føler os hørt. Svendborg kommune har taget os alvorligt i den her sag. Det er mit indtryk, at de har været grundige i deres undersøgelser, så jeg føler mig beroliget nu. 

PFOS langt under grænseværdien

Der er taget fem jordprøver i området omkring brandskolen. I to af dem er fundet spor af PFOS. Men i begge tilfælde ligger de langt under grænseværdien.

Der er også foretaget to prøver fra det nærliggende vandløb, én vandprøve før og én efter brandskolen.

I begge vandprøver er var der to miljøfremmede stoffer, som ikke var PFOS.

 ”Niveauet af de miljøfremmede stoffer er i begge prøver under grænseværdien og næsten ens i begge prøver, hvilket tyder på at der ikke er tale om en forurening der kommer fra brandskolen”, lyder det i orienteringen til kommunens Natur- og Miljøudvalg.

Af samme notat fremgår det, at Region Syddanmark har tilkendegivet, at de ikke vil prioritere brandskolen for yderligere undersøgelser, da resultaterne fra de indledende undersøgelser ikke giver anledning til bekymring.

- Vi frygtede jo det værste. Derfor er det glædeligt, at der ikke er grund til bekymring for alvorlig PFOS-forurening i Svendborg, lyder det fra udvalgsformand Bruno Hansen, SF.

 DMR anbefaler flere undersøgelser

Trods den umiddelbare frikendelse for alvorlig PFOS-forurening i nærområdet omkring brandskolen, anbefaler DMR, Dansk Miljørådgivning, som har lavet undersøgelserne, at der laves yderligere undersøgelser.

DMR anbefaler at selve brandøvelsespladsen undersøges for at afklare, om der her er højere indhold af PFAS-forbindelser, som er årsag til den afsmitning, der ses i de udtagne jordprøver.

Det anbefales også, at der laves boringer i det terrænnære grundvand i søen og at lave jordprøver længere væk fra brandskolen for at få en indikation af, hvad den generelle baggrundsværdi i området er.

Kommunens Natur- og Miljøudvalg behandler sagen på sit førstkommende udvalgsmøde, torsdag den 9. november.

Oversigt

    Oversigt