Det nye Simac bliver forsinket i ni måneder

Byggeriet af det nye Simac i Svendborg bliver forsinket med omkring ni måneder, efter samlinger i husets bærende konstruktion af betonelementer er blevet fundet for svage.

Byggeriet af Det ny Simac, der skal være fremtidens maritime uddannelsesinstitution i Svendborg, bliver forsinket. 

Det oplyser Simac i en pressemeddelelse.

Forsinkelsen skyldes en usikkerhed omkring enkelte samlinger i bygningens bærende konstruktion, som består af betonelementer. Altså om konstruktionen var stærk nok til klare både vandrette og lodrette laster.

Elementerne er nu blevet fundet for svage i forhold til sikkerhedsniveauet, og formatet skal derfor rettes til, inden de bliver produceret. Efter samlingerne mellem betonelementerne er blevet rettet til, må projektet vente på ny plads i køen til produktion af betonelementerne. 

Forsinkelsen forventes på grund af det store pres på byggesektoren at blive på cirka ni måneder.

- Jeg er da ærgerlig. Det er jo ligesom at glæde sig til juleaften og andre dejlige ting. Og derfor er det jo frygtelig ærgerligt. Det har været en lang proces, og derfor er jeg da ked af det, når vi får sådan en melding, der skyldes sådan en fejl, siger Jesper Bernhardt, direktør for Simac, til TV 2 Fyn.

Han uddyber:

- Jeg ærgrer mig, men jeg glæder mig samtidig stadig til det nye Simac. Jeg er virkelig spændt på at tage det hele i brug. Så det skal nok ende med at blive godt alt sammen. Men jeg er ærgerlig over forsinkelsen, selvfølgelig er jeg det.

Undersøgelse 

Simac, Svendborg International Maritime Academy, uddanner fremtidens ledere til Det Blå Danmark og en række andre erhverv inden for industrien og energisektoren.

Det ny Simacs visionære målsætninger er at skabe optimale rammer om et fleksibelt lærings- og udviklingsmiljø, hvor undervisning, forskning og samarbejde med erhvervslivet skal bringes sammen. 

Efter planen skulle de nye bygninger på havnen i Svendborg have stået klar til at modtage studerende i 2022, men nu må de altså vente i minimum yderligere ni måneder.

- Vi bliver jo ikke husvilde, men vi kommer et semester senere i gang med at bruge det nye udstyr og de nye faciliteter, siger Jesper Bernhardt til TV 2 Fyn.

Hovedentreprenøren på byggeriet, MT Højgaard Danmark, og de øvrige involverede parter er ved at undersøge, hvor fejlen er opstået, og det er efterfølgende op til forsikringsselskabet at vurdere, om fejlen kan føres tilbage til bygherre, bygherrerådgiveren, arkitekten, ingeniørrådgiveren eller entreprenøren. 

Først herefter har Simac klarhed over, hvordan og af hvem de ekstra omkostninger skal dækkes.

Oversigt

    Oversigt