Død musiker får honorar for aflyst koncert

En domstol har nu afgjort, at musikere skal have honorar, selvom arrangøren aflyser koncerten. Sagen blev ført for den nyligt afdøde musiker Peter Thorup.

Musikeren Peter Thorup, der døde for nylig, får nu honorar for en aflyst koncert i Svendborg. Det skriver Fyns Amts Avis.

Den helt usædvanlige - og for musikerbranchen meget vigtige sag - er afgjort i retten i Svendborg.

Her bestemte dommeren, at en koncertarrangør, som med henvisning til egen sygdom aflyste en koncert med Peter Thorup, skal betale den nu døde musiker og hans kollega Ole Frimer det aftalte honorar på godt 11.000 kroner.

Dommen vækker glæde på Fyns Musikkontor, som førte sagen.

- Hvis ikke vi havde fået medhold, ville det betyde, at arrangørerne bare kunne aflyse koncerter med dags varsel, hvis der ikke var solgt billetter nok, og så slippe for at betale musikeren. Det ville gøre musikerne retsløse, siger Jesper Nielsen, daglig leder af kontoret, til Ritzau.

Oversigt

    Oversigt