Dyrere mælk, mel og smør - Kurven er blevet mindre, og kunderne vælger de billigere varer til

Inflationen kan især mærkes i supermarkedet, når danskerne lægger varer ned i indkøbskurven, lyder det fra fynsk brugsuddeler.

Traditionen tro satte mange danskere formentlig tænderne i varme hveder torsdag aften. 

Men i år er hvedeknopperne både blevet dyrere at købe - og ikke mindst at bage dem.

For prisstigninger på fødevarer og energi er det seneste år generelt steget markant. Det gælder ikke desto mindre for hvedeknoppernes ingredienser såsom mælk, smør og mel. 

Ifølge tal fra Danmarks Statistik er forbrugspriserne knap syv procent højere end samme måned sidste år. Disse prisstigninger på blandt el, fødevarer, brændstof giver det største prishop i næsten 40 år.

Færre varer i indkøbskurven

Inflationen kan især mærkes i danskernes pengepunge, når de handler i supermarkedet.

Hos Dagli'Brugsen i Gudbjerg på Sydfyn er der ifølge brugsuddeler Allan Kolding nemlig kommet en tendens til, at kunderne ikke foretager sig ligeså store indkøb som hidtil. 

- Kurven er blevet mindre, og kunderne vælger de billigere varer til, og så køber de lidt færre varer, siger brugsuddeler Allan Kolding. 

Det kan kunderne nikke genkendende til. 

- Jeg køber måske ikke alt det unødvendige, som jeg gjorde førhen, siger Mette Wind Jørgensen fra Svindinge, da TV 2 Fyn møder hende på parkeringspladsen. 

- Jeg går også rigtig meget efter tilbud, tilføjer Ida Stavnsbjerg, der er pensionist for Ellerup. 

Her koster fødevarer alene knap otte procent mere sammenlignet med sidste år. Fødevarer som mælk er steget med hele to og en halv krone, mens sukker og mel er steget med godt én krone sammenlignet med sidste år, fortæller han.

Derudover er også smør blevet lige knap 20 procent dyrere. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Højeste prisstigning siden 1984

For en brugsuddeler med 46 år på bagen er det lang tid siden, at han har oplevet noget lignende. 

- Det er mange år siden, at vi har været med til sådanne stor prisstigninger, som vi har lige nu. Vi skal helt tilbage til Poul Schlüter med kartoffelkuren, hvor der var lige så store prisstigninger, siger Allan Kolding. 

Forbrugspriserne er faktisk heller kke steget så meget på ét år siden 1984.

Hos Byens Bager i Broby har man sågar nødt til at sætte prisen på eksempelvis hveder op. Her er en pakke hveder steget med to kroner siden sidste år. Det giver en pris på 38 kroner.

- Det er egentlig ikke nok til at dække prisstigningerne, som der har været. Men vi bliver nødt til at satse på et mindre overskud, siger Alice Duvander, der er tidligere medejer og ekspedient hos Byens Bager.

El- og benzinpriser i himmelflugt

Men det er ikke kun i supermarkedet, at inflationen har en mærkbar betydning. 

Ifølge Danske Banks forbrugerøkonom, Louise Aggerstrøm Hansen, så er særligt også de højere elpriser noget som rammer nogle danskere hårdere end andre, lyder vurderingen ifølge Ritzau.

Mange af årsagerne til prisstigningerne kan findes uden for landets grænser. Ruslands invasion af Ukraine og de efterfølgende sanktioner fra Vesten har eksempelvis ført til højere energipriser, uddyber forbrugerøkonomen.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hos Rises Brød i Odense har bager Marie-Louise Hvidberg tidligere været nødt til at hæve priserne på hendes brød og kager for at kunne betale prisstigningerne på råvarer, el og serviceydelser.

Se indslaget om de høje prisstigninger her: 

Se hele indslaget.
Fotograf: Morten Albek

Oversigt

    Oversigt