Efter tarveligt tyveri: Nu er de udsattes jul alligevel reddet

Natten til lørdag stjal ukendte gerningsmænd et pengeskab fra Kirkens Korshær i Svendborg. Nu har en mand startet en indsamling til de udsatte, så de alligevel kan holde jul.

I Kirkens Korshærs genbrugsbutik i Ryttermarken stod indtil for nyligt et pengeskab.

Men natten mellem fredag og lørdag brød ukendte gerningsmænd ind. 

- De har sparket to døre op og fået pengeskabet ud på en sækkevogn, fortæller leder af Kirkens Korshærs varmestue i Svendborg, John Eckhardt til TV 2/FYN. 

Pengeskabet indeholdt 28.000 kroner. Penge fra fire dages omsætning i genbrugsbutikken. 

- Normalt har vi aldrig så mange penge liggende. Men vi (ledere red.) har simpelthen talt forbi hinanden, så vi troede, at pengene var afleveret i banken. 

- Jeg må indrømme, at jeg er så harm. Bunden er simpelthen nået. 

- Det er jo penge, som går ubeskåret til de udsatte, som så kunne holde jul for dem. 

John Eckhardt er mest ked af, at nogle vil synke så lavt at stjåle penge fra en velgørende genbrugsbutik. Foto: Alex Syrik

Pige donerede sine sidste otte kroner
Kirkens Korshær skrev om tyveriet på Facebook lørdag - og allerede samme dag var Alternativets politiker Karl Magnus Bildstrup klar med den her besked: 

"Det bliver næsten ikke mere lavt og usselt. Så hvad nu hvis vi allesammen donerede et lille beløb til varmestuen, så der alligevel bliver råd til at tilbyde lidt ekstra i julen til de allermest udsatte? 
Penge kan ifølge Kirkens Korshær Varmestuen Svendborg, doneres via mobilpay til John Eckhardt på: 41638676"

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Og i følge John Eckhardt er der allerede gang i donationerne. 

- Jeg har fået knapt 3.500 kroner ind på mobilepay. Der var en ung pige, der skrev, at hun kun havde otte kroner tilbage, men dem måtte vi gerne få. Det er altså sødt, siger John Eckhardt. 

På Facebook er reaktionerne heller ikke til at tage fejl af. 

Jeannette Irene Hansen skriver: Føj hvor kan man synke lavt

Nicola Bøge Hansen har postet: Det er ikke i orden! Der er sendt 100 kr afsted til jer fra mig! Det er ikke meget, men håber det kan hjælpe!  God jul 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Tyveriet er meldt til politiet. John Eckhardt nægter at tro på, at gerningsmændene skal findes blandt varmestuens brugere. 

- Det ville de andre (brugere red.) finde ud af. Og deres selvjustits er altså noget mere kontant end vores. Og ifølge politiet ser det ud som om, at det er nogen, der har prøvet det før. Så jeg tror, at det er nogen udefra.

Hvis du vil hjælpe de udsatte på Sydfyn med at holde jul, så kan du donere penge til Kirkens Korshærs Varmestue på Mobilepay på 41 63 86 76 eller alternativt sætte penge ind på Varmestuens konto i Fynske bank: 0815 8650401329.

Oversigt

    Oversigt