Efterforskning i skudsag fra Tåsinge er slut

Efter syv måneders efterforskning af en skudepisode på Tåsinge er Den uafhængige Politiklagemyndighed nu færdig med at efterforske sagen.

Det var i et lille skovområdet ved Bregninge midt på Tåsinge, at en 34-årig mand blev skudt i benet. Indtil nu har myndighederne været tilbageholdende med at fortælle, hvad der rent faktisk skete i skoven lørdag 15. august, men nu kan Den Uafhænige Politiklagemyndighed løfte lidt af sløret for, hvad der skete.

- Årsagen til at politiet kommer i skoven, er at nogle personer i skoven føler sig truede af manden. De ringede til alarmcentralen, der sendte to betjente til stedet, fortæller jurist i Den uafhængige Politiklagemyndighed Peter Dueholm Mathiasen.

- Da politifolkene ankommer til stedet, opstår der en situation, hvor en af politifolkene skyder og rammer manden i benet, fortæller Peter Dueholm Mathiasen.

Det har været en meget omfattende efterforskning, hvor det skulle klarlægges, hvor præcist projektilerne endte. Og den skudramte mands tilstand fik en afhøring af ham til at trække ud.

- Vi har foretaget en meget grundig efterforskning af episoden. Vi har afhørt en række personer, vi har sikret og gennemgået politiets radiokommunikation og vi har fået gennemgået og undersøgt gerningsstedet, fortæller jurist i Den uafhængige Politiklagemyndighed Peter Dueholm Mathiasen.

Men nu her efter syv måneder er efterforskningen så helt færdig, og sagen er nu overgivet til Statsadvokaten i Viborg. Det er Statsadvokaten, der afgør, om der skal rejses sigtelser i sagen. Hvornår Statsadvokaten træffer en afgørelse i sagen, er endnu ikke fastlagt.

 

 

Oversigt

    Oversigt